To store angribere på samme tid.
FC København har brugt en del af opstarten på at teste konstellationen med både Andreas Cornelius og Viktor Dadason på toppen.
Det er et nyt greb fra cheftræner Jacob Neestrups side, og det ser allerede ganske positivt ud.
Det fortæller Andreas Cornelius til Bold efter onsdagens 4-4-opgør mod Sturm Graz i Marbella.
- Jeg synes, det fungerer rigtig fint, fordi vi begge to godt kan bevæge os. Vi bliver ikke for stationære, og der bliver lidt mere plads i mellemrummet til vores kanter, der kan komme mere ind under og komme tættere på hinanden.
Har du en følelse af, at det kan blive et våben for jer i foråret?
Artiklen fortsætter efter billedet

- Helt klart. Det tror jeg virkelig. Når vi spiller helt dybt, er der også lidt mere tyngde i feltet og lidt flere spillere, modstanderen skal forholde sig til.
- Vi har haft svært ved at skabe chancer mod et etableret forsvar, og vi har skabt for få chancer på omstillinger, og jeg tror, at den her konstellation kan hjælpe på begge ting.
I det hele taget var den danske angriber tilfreds med onsdagens træningskamp, der dog også fik vist, at der er defensive udfordringer at arbejde på frem mod de kommende Champions League-kampe.
- Det var en rigtig god test. Vi mødte et hold, der på nogle punkter godt kan minde lidt om Napoli.
- Vi havde problemer i deres direkte spil og i deres omstillinger, og den fart, de havde oppe foran, har Napoli også. Det skal vi håndtere bedre, og det var fint at blive mindet om det.
- Men vi var gode på bolden og spillede en god gang fodbold. Vi skabte også en masse chancer, der kunne have ført til flere mål.
Viktor Dadason scorede to gange for FC København mod Sturm Graz, inden henholdsvis Viktor Claesson og Youssoufa Moukoko også kom på tavlen.
Tirsdag aften går det løs i Parken, når Napoli venter i Champions League.


FC København
Træningskampe







































