Den brasilianske angriber Jonathas som spiller hos Elche i den næstbedste spanske række, er en af de fodboldspillere, der er blevet ramt af coronavirus, og det har ikke været nogen fed omgang.
Det fortæller den tidligere Hannover 96- og Torino-spiller, efter at han er kommet igennem sit sygdomsforløb.
- Jeg begyndte at få feber og havde det meget ubehageligt. Jeg troede, det var migræne, fordi jeg havde ondt i hovedet – men jeg havde også ondt i kroppen, siger Jonathas ifølge Marca til O Globo.
- De fortalte mig, at jeg hurtigt skulle få lavet en test, fordi jeg havde alle symptomer på virussen – og så blev jeg testet positiv.
- Jeg kunne ikke træne. Min krop var så svag – specielt de tre første dage led jeg meget. Jeg havde slet ingen styrke, og når jeg gik i bad, var jeg lige ved at besvime. Det var en meget stærk smerte, som jeg aldrig har mærket. Virussen er ikke en joke, siger Jonathas
Jonathas er kommet til Elche i løbet af vinteren, efter at hans kontrakt i Hannover blev opsagt i sommer.


Elche
Segunda Division





























