18-årige David Stückler har netop afsluttet sin sæson for Cremoneses U19-hold, og det har været en flot sæson af danskeren.
Danskeren har nemlig banket 17 mål i kassen i 28 opgør fordelt over ligaen og pokalturneringen, og det har fået andre klubber til at røre på sig.
18-årige Stückler siger nemlig til bold.dk, at klubber fra Skandinavien har set sig lune på danskeren. Angriberens kontrakt med Cremonese står til at udløbe til sommer.
- Vi må lige se, hvad fremtiden bringer. Jeg har snakket med min agent, der har sagt, at der er interesse fra både Skandinavien og her (Italien, red.). Vi må se, hvad fremtiden bringer, men der er stadig en åben dialog i gang med Cremonese, siger David Stückler til bold.dk og tilføjer.
Er det aktuelt at blive i Cremonese?
- Jeg ved ikke helt endnu, hvad jeg har tænkt mig at vælge i forhold til mulighederne, om jeg skal tilbage til Skandinavien, blive her eller til en anden klub i Italien. Det må vi lige se efter sommeren.
Angriberen glæder sig dog over, at der er blevet lagt mærke til hans præstationer.
- Jeg arbejder rigtig godt, hvor jeg har haft en god sæson og scoret 15 mål, lavet nogle assists og scoret to mål i cuppen, så jeg er meget glad for det. Alt det hårde arbejde har virkelig betalt sig.
En mental krig
I september rejste danskeren fra AB til Cremonese, og det har løftet hans spil markant. Han har dog også udviklet sig som menneske.
- Jeg havde en virkelig god periode, da jeg kom herned, og så svingede det lidt.
- Jeg hev mig mentalt op, og det var en mental krig at hive sig selv op, når man har haft nogle dårlige præstationer, men det synes jeg, at jeg har været god til. Nu har jeg udviklet mig meget både mentalt og fysisk, siger David Stückler til bold.dk.
David Stückler er lillebror til den tidligere Brøndby-spiller Daniel Stückler, der lige nu frister en tilværelse i 3. divisionsklubben Ishøj IF.



Cremonese


































