



FC Midtjylland har historisk set haft rigtig godt fat i Hobro IK, siden nordjyderne rykkede op i Superligaen første gang i 2014.
Siden dengang har midtjyderne vundet seks og spillet en uafgjort, og blandt andet derfor var Hobro ikke tilskrevet mange chancer, da de to hold søndag ramlede sammen på DS Arena.
Hobro var nemlig uden både Vito Hammershøy-Mistrati og Pål Alexander Kirkevold, som begge måtte sidde over med skader.
Hos FC Midtjylland var man tæt på stærkeste opstilling. I startopstillingen var der igen blevet plads til Frank Onyeka i front, hvor han dannede trio med Mikkel Duelund og Gustav Wikheim.
Det var dog længere tilbage på banen, vi skulle finde kampens helt afgørende skikkelse. Marc Dal Hende huserede på venstre wingback, og han kom i fokus allerede efter fem minutter.
Jakob Poulsen sendte en flad bold i feltet, hvor Hobro-keeper Jesper Rask blot fik prikket den videre ud i fødderne på Marc Dal Hende, som kunne skubbe bolden over stregen til 1-0.
Hobro kom ellers udmærket fra start i opgøret, og særligt Edgar Babayan virkede livlig på venstrekanten. Efter 21 minutter kom han frem til en afslutning, som trillede snert forbi Jesper Hansens FCM-mål.
Ingen af holdene formåede dog at komme frem til flere store muligheder før pausen, og første halvleg endte med FCM-føring.
Anden halvleg startede forholdsvis roligt ud, men efter omtrent en time blev der åbnet for lugerne. Mads Døhr Thychosen satte indersiden på et indlæg fra Frank Onyeka, men højrebacken fik ikke nok kraft på, og Rask kunne parere med foden i målet.
Få sekunder senere kom Frank Onyeka i fokus. Offensivspilleren nedlagde en fremstormende Frans Dhia Putros og blev tildelt sin anden advarsel, hvilket betød, at FCM altså måtte spille den sidste halve time i undertal.
FCM fortsatte imidlertid med at dominere, og efter 65 minutter fik midtjyderne frispark i en god position. Jakob Poulsen sparkede godt, men Jesper Rask parerede uden de store problemer.
Og så var Marc Dal Hende på pletten igen. Efter 65 minutter tog Gustav Wikheim en tur til baglinjen og sendte den skråt tilbage i feltet, hvor den endte hos en totalt upresset Dal Hende, der med en flad afslutning sendte FCM på 2-0.
Hobro forsøgte i kampens afslutning at lægge et støre pres på FCM, og det bar frugt efter små 82 minutter, da Frans Dhia Putros viste, at han har taget sin frisparksfærdigheder med sig fra FC Fredericia i 1. division til Hobro i Superligaen.
Putros, som i dagens anledning spillede på den centrale midtbane, sendte bolden over muren og ind bag en sagesløs Jesper Hansen i kassen.
Hobro levede pludselig igen, og efter 88 minutter landede bolden pludseligt for fødderne af Sebastian Grønning lige foran mål. Men angriberen nåede ikke at opfatte muligheden, og Jesper Hansen kunne samle bolden op.
Hobro fik aldrig rigtig tag om kampen i slutminutterne, og de kom da heller aldrig tilbage. Dermed vandt FC Midtjylland sin tredje forårskamp på stribe og lægger pres på Brøndby, som senere søndag møder FC Helsingør.
Hobro har endnu ikke vundet i foråret og er på syvendepladsen, inden de øvrige hold spiller.