Når Danmark spiller mod Serbien mandag aften, er der mere på spil end 'blot' en andenplads i Nations League-gruppen.
Både en dansk sejr og et uafgjort resultat vil betyde, at Brian Riemers mandskab er sikret gruppens næstbedste placering, der sender Danmark videre til Nations Legue-historiens første Final-8.
Her mødes de otte bedst placerede hold fra A-laget i jagten på Nations League-trofæet. Jagten starter den 20. marts, hvor den første runde af kvartfinalerne spilles. Der er returkamp tre dage senere.
Gruppevindere parres sammen med de fire andenpladser. Da man ikke kan møde vinderen af sin egen gruppe, kan Danmark støde ind i tre landshold, hvis Riemers tropper formår at sikre andenpladsen mod Serbien.
Alle fire gruppevindere er allerede fundet, hvorfor dansk avancement vil betyde to kvartfinaler mod enten Frankrig, Portugal eller Tyskland. Lodtrækningen finder sted den 22. november. Der trækkes lod til semifinalerne samme dag.
Semifinaler, bronzekampen og finalen spilles i juni i et endnu ikke fastlagt værtsland. Spanien er forsvarende mestre.
Det andet scenarie
Skulle det ske, at Serbien slår Danmark mandag aften, betyder det ikke, at Christian Eriksen og resten af det danske landshold slipper for at skulle i aktion til marts.
Artiklen fortsætter efter billedet

Her vil der i stedet vente to playoff-kampe mod en andenplads fra B-laget om at undgå nedrykning til Nations Leagues næstbedste lag.
Kortregnskabet fra gruppespillet følger med til både playoffkampene og Final-8. Det betyder, at advarselsramte danskere vil ryge i karantæne i den første forestående kvartfinalekamp eller den første playoff-kamp, hvis de altså får et gult kort på Gradski Stadion Dubočica i serbiske Leskovac mandag aften.
Alle gule kort, der ikke har udløst en karantæne, bliver nulstillet efter gruppespillet. Du kan læse mere om de seks danskere, der er i karantænefare her.
Kun to af de fire grupper i B-laget er afgjort. Her er Østrig og Grækenland endt på andenpladsen, mens de to sidste grupper stadig er helt åben forude for sidste spillerunde.
Taber Danmark samlet over de to playoff-kampe, betyder det, at 2026/27-versionen af Nations League bliver med det danske landshold i B-laget.
Danmark har befundet sig i det bedste lag, siden de i Nations Leagues indvielses-sæson i 2018/19 startede i B-laget og vandt sin gruppe foran Wales og Irland.
Vigtig VM-seeding
Sidst, men ikke mindst, er der også en særdeles vigtig seedning på spil, når Danmark spiller mod Serbien.
Alle otte hold, der går videre fra Nations Leagues A-lag, er nemlig sikret en seedning i det øverste lag til VM-kvalifikationen frem mod verdensmesterskaberne i 2026, der spilles i USA, Mexico og Canada.
Derudover bliver de øvrige fire bedste nationer på verdensranglisten, der ikke formår at gå videre til Nations Leagues Final-8, seedet.
Hollands 4-0-sejr over Ungarn lørdag aften betød, at Danmark med stor sandsynlighed vil rangere blandt de fire bedst placerede UEFA-hold på verdensranglisten, som ikke er videre fra Nations League, såfremt Serbien vinder mandag aften og tager billetten.
Det eneste, der kan ødelægge seedningen for Danmark i tilfælde af, det ikke bliver til avancement mandag aften, er, hvis det ikke lykkes Kroatien at forblive på andenpladsen i A-lagets gruppe 1. Luka Modric og co. er nemlig væsentligt bedre placeret på verdensranglisten end Danmark.
Det ville kræve både en portugisisk sejr over Kroatien og en skotsk sejr over Polen, hvis Skotland skal tage andenpladsen. Her skal det nævnes, at Portugal allerede er sikret førstepladsen. Den ene af kampene skal vindes med mere end et mål, da Kroatien ellers vil have en bedre målscore end Skotland.
De to opgør sparkes ligeledes i gang mandag aften klokken 20:45.
Overblikket
Scenarierne for Danmark er, som følger:
Danmark slår Serbien: Det vil betyde, at det danske landshold både er sikret andenpladsen, der giver adgang til Nations Leagues kvartfinalerne, og topseedning til VM-kvalifikationen.
Danmark og Serbien spiller uafgjort: Det vil ligeledes betyde, at det danske landshold både er sikret andenpladsen, der giver adgang til Nations Leagues kvartfinalerne, og topseedning til VM-kvalifikationen.
Serbien slår Danmark: Det vil betyde, at Danmark misser Nations Leagues kvartfinaler og i stedet skal spille to playoffkampe mod en andenplads fra B-laget om at undgå nedrykning til netop B-laget. Om Danmark topseedes til VM-kvalifikation vil i dette tilfælde afhænge af, om Kroatien formår at holde Skotland bag sig og sikre andenpladsen i sin gruppe.
Der er kampstart mellem Danmark og Serbien mandag aften klokken 20:45.
Du kan se de nuværende stillinger i Nations Leagues A-lag her.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Danmark
UEFA Nations League A
VM kval. UEFA




































