




Danmark jagtede et stort resultat ved U21-EM, da det franske landshold var på menuen i kvartfinalen.
Allerede inden kampen havde landstræner Steffen Højer fortalt til Bold, at Danmark skulle satse på sammenholdet mod de franske stjerner.
Og det virkede i kampens indledning, hvor hver eneste danske spiller kæmpede for sine holdkammerater.
Det var en god dansk start, da Danmark kunne holde fast i bolden og få franskmændene til at løbe efter den.
Den store chance udeblev trods det flotte spil, og så var Frankrig tæt på at tage fusen på Danmark efter ni minutter.
Her blev Mathys Tel spillet helt fri foran mål blandt et dansk forsvar i ubalance.
Det var en 100 procent-chance til den franske profil, men på en eller anden måde formåede Andreas Jungdal at redde bolden.
Sikke en redning af den danske keeper.
Artiklen fortsætter efter billedet

Brøndby-duo stråler
Danmark ville også lege med, hvor Noah Nartey var tæt på at stjæle overskrifterne.
Efter et flot dansk pres endte bolden for fødderne af Nartey et par meter uden for feltet, og så bankede Brøndby-spilleren den afsted.
Alle på Tatran Arena så den have kurs mod mål, men desværre for Danmark ramte den kun overliggeren.
Men hvis den ene Brøndby-spiller ikke kunne gøre det, måtte den anden gøre det.
En kæmpe fejl af det franske forsvar medførte, at bolden endte hos Clement Bischoff på kanten af feltet, og så smaskede han den ind i netmaskerne.
1-0 til Danmark, som fik Steffen Højer til at løbe på banen og juble.

Foto: Aleksandar Djorovic/Ritzau Scanpix
Det må ikke ske, Danmark
Nu skulle Frankrig på jagt, og det kunne man da også se på boldbesiddelsen, da franskmændene sad solidt på det.
Der kom da også chancer, men Jungdal blev ved med at hive store redninger frem, så Danmark slap med skrækken.
Det lignede længe, at Danmark ville gå til pause med en føring, men Djaoui Cisse ville det anderledes efter 44 minutter.
Han spadserede nærmest lige igennem Danmarks defensiv, hvor han til sidst driblede forbi Thomas 'TK' Kristensen og sendte bolden mellem benene på Jungdal.
Det måtte ikke ske for Danmark, som i denne periode var under et tungt pres.

Foto: Aleksandar Djorovic/Ritzau Scanpix
En FCM-special
Danmark skulle passe på med ikke at blive begravet i Slovakiets varme.
Men en FC Midtjylland-duo sørgede for, at den danske EM-fest fortsatte, da Danmark fik et indkast i venstre side.
Victor Bak valgte her at kaste den helt ind foran mål, hvor Oliver Sørensen kom løbende og kunne prikke den over stregen.
2-1 til Danmark, som nu havde kurs mod en semifinale.
Frankrig havde derimod travlt og begyndte at presse meget højt på banen i jagten på en udligning.
Dansk kollaps
Den fik de efter 70 minutter, da Mathys Tel overmatchede Thomas 'TK' Kristensen ved en høj bold og headede den i mål.
Eller det troede Frankrig, men så meldte VAR sig på banen. Tel blev dømt offside, og så kunne hele den danske hold ånde lettet op.
Det kunne de ikke 14 minutter senere, da Quentin Merlin scorede et fremragende mål fra distancen, da danskerne ikke fik presset ham.
Nu gik det helt galt for Danmark, da Frankrig slog til igen kun to minutter senere.
Her var det Mathys Tel, som modtog bolden i feltet, hvor han let og elegant sendte den over i modsatte side af målet.
Øv!
Danmark kæmpede med alt, hvad de havde i slutfasen, men udligningen kom aldrig.
U21-landsholdet røg derfor ud af EM med et 2-3-nederlag til Frankrig.

EM U21
Frankrig U21
Danmark U21


































