Premier League -Dansk Burnley-keeper: Får fif af Nick Pope
2020-07-18 06:30:02
Foto: Getty Images

Dansk Burnley-keeper: Får fif af Nick Pope

Lukas Jensen er kommet ind omkring førsteholdet i Burnley, hvor han har fornøjelsen af den engelske landsholdskeeper Nick Pope som mentor. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

21-årige Lukas Jensen tog sidste år et ganske opsigtsvækkende skifte fra 2. divisionsklubben HIK til Burnley og Premier League. 

Skiftet kom i hus, efter den unge målmand havde leveret godt til et par prøvetræninger, som hans agent havde skaffet ham. 

Med blot én 3F Superligakamp i rygsækken rejste Lukas Jensen afsted for at prøve lykken i et noget andet setup, end han kendte fra trygge Danmark. 

Inden coronapausen lagde fodbolden på pause, gjorde den tidligere FC Helsingør-målmand sig på Burnleys U23-mandskab, hvor han med stor succes var med til at føre holdet frem til en andenplads i deres række. 

Efter coronapausen kom U23-rækkerne aldrig i gang, men i stedet blev det en mulighed for Lukas Jensen til at komme nærmere førsteholdet, da flere af holdets øvrige keepere stod med kontraktudløb. 

Det var blandt andet tilfældet for den tidligere landsholdsmålmand, Joe Hart. Han er dog ikke den eneste med landsholdserfaring blandt målmændene i Burnley. 

Også Nick Pope er på kontrakt i klubben, hvilket Lukas Jensen nyder godt af. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det kan være lidt svært at sætte ord på, men bare det at få et par ord med på vejen af sådan nogle store spillere. Det giver bare virkelig meget, siger Burnley-målmanden til bold.dk.

- Jeg føler, vi har fået et rigtigt godt forhold i den målmandsgruppe, vi har. Specielt herefter corona, hvor vi har vores eget lille omklædningsrum, fordi vi ikke må være for mange sammen. 

- Så vi bruger ekstremt meget tid sammen, også når vi bare træner. Jeg har været virkelig glad for den gruppe, vi har. Joe Hart har jo også været her. Han og Nick Pope har hjulpet mig ekstremt meget. Det er hver træning, at jeg får små fif til, hvordan jeg forbedrer mig.

På bænken mod Manchester City

Burnley genstartede deres sæson mod Manchester City, og her sad den unge danske keeper pludselig på bænken. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det kom også bag på Lukas Jensen selv, der først fik bænkpladsen præsenteret for sig, da startopstillingen blev annonceret for holdet. 

- Jeg troede bare, jeg skulle være med som tredjekeeper. Tredjekeeperen varmer bare op og går så i bad.

- Men så så jeg mit navn på bænken, da træneren præsenterede startopstillingen. Jeg tænkte ikke over, at mit navn ville stå der, men så var jeg lige pludselig på bænken i min første Premier League-kamp.

Hvordan reagerer man ovenpå sådan en nyhed?

- Det var bare ren glæde. Jeg tænkte, at jeg ville tage det som en oplevelse. Det kan være lidt en biting, men jeg fik oplevelsen af at være helt tæt på alle de her store stjerner og de andre spillere, så jeg kunne fornemme, hvordan det hele foregår. 

- Det var en kæmpe oplevelse for mig, som jeg heldigvis har fået et par stykker af nu.

Siden da har Lukas Jensen nemlig været på bænken yderligere to gange mod Watford og Crystal Palace. Selvom det har været en glædelig oplevelse, så strømmede nervøsiteten også gennem keeperen, da han satte sig på bænken første gang.

- Der går mange følelser igennem kroppen. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke var nervøs. Hver gang der kunne ske bare en lille skade med Nick Pope, så var det mig, der kunne ryge ind mellem stængerne. 

- Men jeg prøvede at tage det så roligt som muligt, fordi hvis man bliver for nervøs, så kan det også påvirke din præstation, hvis du kommer på banen.

Vil lejes ud til 'voksenrække'

Da bold.dk senest snakkede med Lukas Jensen, udtrykte han et ønske om at blive udlejet på et tidspunkt. 

Det ønske gør sig stadig gældende, selvom han er kommet tættere på førsteholdstruppen, end han lige havde forventet at være på nuværende tidspunkt. 

I første omgang regner Burnley-målmanden dog med, at han skal blive i klubben frem til jul, hvor han vil vise sig frem, så han om et halvt år kan score det bedste mulige lejeophold. 

- Jeg vil helt bestemt gerne lejes ud, for det er der, hvor jeg kan vise mig frem. Der er noget andet på spil, når man spiller i en ’voksenrække’ om op- eller nedrykning.

- Jeg vil heller ikke afvise et lejeophold i en lavere række med masser af spilletid, hvor man så kan spille sig videre til noget større, så man tager de små skridt i stedet for at blive kastet direkte ind på den store scene. 

- Om det så bliver League One, League Two eller Superligaen, som også kunne være en helt fin mulighed, for det er også en rigtigt god række, det må vi se, siger Lukas Jensen til bold.dk.

Den nuværende situation gør det heller ikke nemmere at planlægge fremtiden. Her er League One og League Two blevet suspenderet, så der kun er blevet spillet playoff-kampe efter coronapausen. 

Derfor er mange af klubberne ifølge Lukas Jensen ikke klar over, hvor mange og hvilke spillere, de skal bruge til den kommende sæson. 

Hvordan ser du din fremtid på længere sigt - er det hos Burnley?

- For mig er det lidt i det uvisse, men jeg går ud fra, at Burnley har en plan for mig, og det virker også sådan, når jeg snakker med dem. De vil ikke skynde på mig, så de vil hellere vente, til jeg er klar. 

- Jeg vil heller ikke tage et for stort spring og så blive overrumplet af alt det, der kan ske i en Premier League trup. Så jeg vil gerne tage små skridt, så det foregår på den rigtige kurve i stedet for, det går urealistisk stærkt.

Håber at få DBU på besøg

Om knap et år skal Danmarks U21-landshold spille EM-slutrunde. For Lukas Jensens vedkommende er det ikke et mandskab, som han hidtil har været inde over. 

Det får dog ikke danskeren til at droppe drømmen om, at han kan få lov at repræsentere sit land til den kommende slutrunde. 

- Selvfølgelig tænker jeg på det. Det vil da være en kæmpe drøm at få lov at repræsentere sit land - især ved en slutrunde eller bare en kamp. 

- Jeg håber ikke, mine chancer er blevet dårligere af at sidde på bænken i Premier League. Det, håber jeg, giver lidt ekstra opmærksomhed, så der bliver lagt mærke til mig.

- Så jeg må være ærlig at sige, at det er et stort mål at komme med til slutrunden. Der er jo en masse landsholdspauser i efteråret, hvor jeg håber, jeg kan være med omkring bruttotruppen eller sågar kamptruppen. 

Har du hørt noget fra DBU?

- Jeg har faktisk ikke hørt noget, efter jeg har siddet på bænken. Jeg håber, der sker noget i august, når vi kommer tilbage fra sommerpausen. 

- Så håber jeg, de vil sende en fra DBU herover, som kan se mig træne. Det vil være virkelig fedt, så man føler, man er tæt på, hvilket jeg selvfølgelig håber, jeg er.

'Man skal være villig til at opgive alt'

Da Lukas Jensen for et år siden tog afsted som et ungt og ubeskrevet blad, kunne det virke som lidt af et sats at tage afsted til så stor en adresse. 

Alligevel vil den unge målmand opfordre spillere i en lignende situation til at tage afsted, hvis de brænder for det og er klar til at opgive alt andet.

- Man skal have den særlige mentalitet til at lade alt handle om fodbold. Man skal være villig til at opgive alt. Man kommer ikke til alle familiefødselsdage og kommer generelt til at misse mange ting. 

- Hvis man kan klare det pres, så skal man helt sikkert komme afsted.

Hvad får man ud af at komme tidligt afsted?

- Det giver så meget erfaring – også livserfaring – at komme afsted. Jeg føler, det er lidt lettere at tage skridtet som ungdomsspiller, hvor man kan komme ind på et akademi. Det er lettere, end hvis man skal træde direkte ind i en Premier League-trup, afslutter den unge danske målmand til bold.dk. 


Foto: Getty Images

Ingen kommentarer

I øjeblikket er der ingen kommentarer til denne artikel. Vær den første til at kommentere.

Skriv kommentar

annonce

Mest læste

annonce
annonce
annonce
0