2022-12-06 07:30:01

Dansk fan forsøgte at snyde - blev stoppet af Bisgaard

Morten Bisgaard var en del af det danske mandskab ved EM i 2000. Til kampen mod Holland forsøgte en dansk fan at snyde sig ind på De Kuip, men det satte Bisgaard en brat stopper for. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Årets julekalender på bold.dk handler i anledning af VM naturligvis om landsholdsfodbold.

Hver dag frem til juleaften fortæller en tidligere landsholdsspiller om store oplevelser, sjove holdkammerater og fede anekdoter fra forskellige samlinger og slutrunder.

Bag sjette låge gemmer Morten Bisgaard sig. 

Han fik otte A-landskampe og blev noteret for ét mål, og debuten kom mod Sverige i 1996. 

Bisgaard fik dog en oplevelse for livet, da han kom med i den danske trup ved EM i 2000. 

Slutrunden i Belgien og Holland står tilbage som noget helt specielt i Bisgaards karriere, siger han til bold.dk. 

- Det var klart et højdepunkt i min fodboldkarriere. Nogle af de største oplevelser med fodbold var EM i 2000. Jeg kom ind som en af de sidste spillere i truppen, og jeg var ikke med til hele forberedelsen. 

- Der var jo skader dengang, og jeg var så heldig, at jeg gjorde et godt indtryk, så jeg kom med. Alt det med træningslejren, kampene og optakten til kampene har gjort et rigtig stort indtryk. Det var unikke oplevelser, siger Morten Bisgaard til bold.dk og tilføjer:

- Der var selvfølgelig enorm glæde og stolthed. Det var en god tid. Jeg spillede godt og havde det godt. Jeg var i balance på alle måder. Der var selvfølgelig en vilje og lyst til at vise sig frem. Jeg spillede mig også ind i startopstillingen, så det hele kørte i den periode. 

Selvom den daværende Udinese-spiller blot havde spillet tre landskampe inden EM-slutrunden, så tilspillede danskeren sig en startplads mod Frankrig og Holland i gruppespillet. 

Artiklen fortsætter efter billedet

International -Dansk fan forsøgte at snyde - blev stoppet af Bisgaard
Foto: Robert Galbraith/Reuters/Ritzau Scanpix

Her endte det med to danske nederlag på 0-3, men det var alligevel en stor oplevelse.

- Hvis man kigger kampene igennem igen, så var de mere lige, end de endte. Især mod Frankrig, hvor Jon Dahl (Tomasson, red.) havde en friløber ved 0-0. Vi var ikke helt dygtige nok, når vi havde mulighederne. Vi brændte også et straffespark mod Holland og ramte overliggeren. 

- Selve oplevelserne var fantastiske. Jeg husker kun, at jeg var enormt tændt og klar mentalt. Jeg synes, at jeg havde mange gode aktioner. Jeg husker også stemningen og busturene hen til De Kuip. Det gjorde det helt specielt før, under og efter kampene. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Artiklen fortsætter efter billedet

En dansk fan kunne ikke løbe om hjørner med Morten Bisgaard. Foto: Morten Juhl/Ritzau Scanpix

Dansk fan ville snyde – Bisgaard stoppede det
I løbet af slutrunden oplevede Bisgaard flere sjove episoder. Inden opgøret mod Holland forsøgte en dansk fan at snyde sig til en gratis billet til opgøret på De Kuip. Det fik Bisgaard dog hurtig sat en stopper for. 

- Jeg kan huske, da jeg var varmede op mod Holland, så kom holdleder Simon Rasmussen hen til mig og sagde: ’Der er én, der står og mangler nogle billetter, som du skulle have lagt’. Det var ikke én, som jeg havde lagt billetter til. Der var lige en dansker, der forsøgte, om han kunne få nogle gratis billetter. 

- Eller min svoger måtte agere journalist og hjælpe en fotograf med at interviewe mig. Der var også en del run på angående mediedelen. Der var lige en dansk fotograf, der så sit snit til at få et interview hjem. Der måtte min svoger lige hjælpe til.

De danske fans var mødt talstærkt op til opgøret mod Holland, siger Bisgaard, og det var fantastisk at opleve. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg husker bare, at det var en vild stemning på De Kuip. Der var mange tilskuere. Det var selvfølgelig magisk at løbe rundt i den danske landsholdstrøje, hvor der var rødt og hvidt på halvdelen af stadion. Det gav enorme kræfter, men man skal selvfølgelig kunne tackle forventningspresset. 

- Man skal præstere, når man løber rundt i den trøje. Hvis man kan formå at tackle det pres ordentligt, kan det give vinger, og sådan husker jeg, at jeg havde det energimæssigt i de kampe. Tilskuerne var med til at give ekstra meter i benene. 

Det endte med at blive til et hurtigt dansk exit fra slutrunden i 2000. Danmark tabte den sidste gruppekamp med 0-2 til Tjekkiet, og dermed kunne Danmark rejse hjem med nul point og en målscore på 0-8. 

EM-slutrunden var blandt andet Peter Schmeichels sidste i den danske landsholdstrøje. 

Artiklen fortsætter efter billedet

Her ses Morten Bisgaard under en træning med landsholdet i 2000. Foto: Morten Juhl/Ritzau Scanpix

Mange golfture og sjove Schmeichel
Bisgaard mener, at Danmark gjorde et godt forsøg, men kvaliteten manglede. Danmark havde dog regnet med, at det ville blive svært mod både Holland og Frankrig.

- Det var generelt et højt niveau, men vi er selvfølgelig stadig ærgerlige over, at det blev 0-3, 0-3 og 0-2, og vi i det mindste ikke fik scoret. Der var god modstand hele vejen rundt. Der var dog en del skader i den danske lejr. Vi havde Martin Jørgensen med, som ikke spillede. 

- Som hold toppede vi ikke, men vi var alligevel tæt på. Hvis vi havde scoret det første mål mod Frankrig eller Holland, så kunne alt have ændret sig, men det gjorde vi ikke, siger Bisgaard, der kalder Thierry Henrys mål for Frankrig mod Danmark for ’outstanding’. 

På trods af de tre nederlag var humøret i truppen ganske god, husker Bisgaard. 

Danskeren siger, at de danske spillere havde flere sociale arrangementer sammen, hvor golf blandt andet var en fast del af landsholdsspillernes afslapning. 

- Der var en golfbane tæt på hotellet. Det var ikke fordi, jeg havde spillet særligt meget golf. Det er enormt vigtigt at få tankerne lidt væk og tænke på noget andet under en slutrunde. 

- Det kan blive en trummerum, hvor man går fra det ene til det andet. Der er en del ventetid, og dengang havde vi ikke mobiltelefoner, siger Bisgaard og tilføjer, at DBU generelt var dygtig til at skabe gode rammer for spillerne.  

Når Bisgaard skal fremhæve nogle af spasmagerne på holdet, så gik Peter Schmeichel forrest. 

- Jeg husker, at Peter Schmeichel, Martin Jørgensen og nogle flere. Der er enormt meget humor og sjov, og man driller hinanden. 

- Det er vigtigt, og det er noget af det, som man savner, når man stopper med at spille fodbold både selve spillet på banen, men også omklædningsrummet og at være sammen. Humor er en stor del af det. 

- Nu har jeg også prøvet at spille i andre lande, og humor er forskellig. I Danmark kan man godt lide at drille hinanden, og det er jantelov på den sjove måde. Det hører med. 

Artiklen fortsætter efter billedet

Morten Bisgaard glæder sig over oplevelserne ved EM i 2000, men han tænker, at det kunne være blevet til mere. Foto: Bent K Rasmussen/Ritzau Scanpix

Morten Olsen var banebrydende
Efter EM i 2000 fik Bisgaard tre kampe yderligere for det danske landshold, og han kom på tavlen mod Island i VM-kvalifikationen i september 2000. 

Bisgaard glæder sig over, at han kan skrive en slutrunde på CV’et, men det kunne være blevet mere.

- Det er vigtigt at være stolt, men jeg sidder nok som alle andre og tænker: ’Hvad nu hvis?’. Jeg føler sagtens, at jeg kunne have fået flere landskampe, men jeg var ikke dygtig nok dengang. 

- Der vil altid være enorm konkurrence. Jeg er selvfølgelig stolt over at få otte landskampe, men det blev, som det blev.

I den sidste del af landsholdstiden nåede Bisgaard at stifte bekendtskab med Morten Olsen som landstræner, da han overtog for Bo Johansson efter EM-slutrunden i 2000. 

Den legendariske landstræner gav det danske landshold noget helt andet end Bo Johansson, der også var en dygtig træner. 

- Morten Olsen var også en vigtig træner for mig. Det var moderne træning, og han satte nogle nye tanker i gang. Han var en dygtig træner på alle måder, så jeg er også glad for at have haft ham som træner, siger Morten Bisgaard til bold.dk og tilføjer. 

- For mig var Morten Olsen en banebrydende træner.

Morten Bisgaard spillede sin sidste landskamp for Danmark i oktober 2000, da Danmark mødte Nordirland i VM-kvalifikationen. 

I dag arbejder 48-årige Morten Bisgaard som U17-cheftræner i Vejle Boldklub. 

1 kommentar

Læs alle kommentarer
annonce

Mest læste

annonce
annonce

Seneste nyheder

annonce
0