Nikolaj Hansen har fået skabt sig et navn i islandsk fodbold, men det stod altså ikke skrevet i stjernerne tilbage i sommeren 2017.
Efter blot 27 optrædener i Valur-trøjen fik den 31-årige dansker nemlig ophævet sin kontrakt i kølvandet på uenigheder med klubbens cheftræner.
Det skulle dog vise sig at være en ’blessing in disguise’ for angriberen. Efter et par prøvetræninger skrev han nemlig i stedet under med Vikingur Reykjavik, hvor han siden har været ustyrlig foran kassen.
I 211 optrædener er det således lykkedes for Nikolaj Hansen at få netmaskerne til at blafre hele 82 gange, hvilket gør ham til klubbens all time-ligatopscorer.
I denne sæson har den danske spydspids dog kæmpet med skadesproblemer, hvorfor han ikke har fået scoret lige så meget, som han har været vant til.
Det sætter Vikingur-spilleren ord på i et interview med Bold.
- Sæsonen for mig har faktisk været lidt blandet. Jeg er jo anfører i klubben, men har ikke spillet så meget, som jeg måske har haft lyst til. I min gode periode fik jeg en fiber i læggen, og det holdt mig lidt ude, hvorefter jeg også fik et tilbagefald.
- Men generelt har det været fint nok på det personlige plan. Jeg har scoret otte mål i ligaen og har måske spillet 40 procent af minutterne.
- Så på den måde har det jo været fint nok. Jeg har spillet stort set alle vores europæiske kampe og scoret fire mål. Så det har alt i alt været fint, siger Nikolaj Hansen.
Danmark eller Japan?
Hjemme i Danmark nåede målslugeren at tørne ud for HB Køge og FC Vestsjælland, inden turen gik til vulkanøen tilbage i 2016, og på et eller andet tidspunkt skal han da også retur til hjemlandet, fortæller han.
- Vi har snakket lidt om det herhjemme. Jeg har det jo godt heroppe og er tilfreds. Men det handler jo også om, hvad det er for et niveau. Skal man så ned for at spille 1. division? Det er selvfølgelig et fint niveau, men det er lidt sjovere at spille med om mesterskabet heroppe og komme i Europa hvert år.
- På samme tid har jeg også en islandsk familie, en islandsk kæreste og et islandsk barn. Men på et eller andet tidspunkt skal jeg tilbage til Danmark. Spørgsmålet er så bare, hvornår det rette tidspunkt kommer, fortæller Hansen, som løbende har været i kontakt med flere danske klubber.
- Der har været kontakt stort set hvert år, siden jeg kom til Island. Det har bare ikke været interessant nok endnu. Nu bliver jeg også ældre og ældre, og for mig har det altid været sjovt at komme på eventyr – at komme ud i verden og spille fodbold samtidigt. Det er sådan noget, der tiltrækker mig mest for at være ærlig.
Så din næste klub kunne også være af mere eksotisk karakter?
- Ja, helt klart. Jeg var faktisk sindssygt tæt på at ryge til Japan her i midt-sæsonen, men det var ikke lige det nemmeste med familie og alt det der, siger han grinende og uddyber:
- Det var egentlig bare en japansk klub, der var interesseret i at få mig på lån. Vi havde faktisk stort set alle tingene på plads, men så snakkede jeg lidt med familien – og klubben var heller ikke så interesseret i at lade mig gå, hvilket også giver mening.
- Vi var midt i sæsonen og kæmpede for at komme med i Europa og sådan nogle ting, så det gav god mening, siger han.
Var det en klub fra den bedste række?
- Nej, overhovedet ikke. Det var en klub fra den tredjebedste række. Det var en dejlig by, og jeg har altid gerne villet til Japan, så det var lidt mere det, der tiltrak – samtidig med, at jeg kunne få nogle penge ud af det.
- Men jeg kan sagtens forstå klubben. Vi var midt i sæsonen, og transfervinduet er lidt anderledes heroppe. Så der var overhovedet ingen sure miner, understreger han over for Bold.
Nikolaj Hansen var torsdag med til at skrive fodboldhistorie på Island, da han og resten af Vikingur-mandskabet vandt 3-1 over Cercle Brugge i Conference League.
Læs meget mere om det her.

Vikingur R.
Besta Deildin


































