


Morten Frendrup startede som altid inde med anførerbindet om armen, da Genoa mandag aften tog imod Milan.
Sebastian Otoa, der netop har overstået sin karantæne, indledte opgøret fra bænken.
Milan spillede ikke nogen god første halvleg, og det blev bedst karakteriseret ved, at målmand Mike Maignan var bedste mand på banen og flere gange reddede gæsterne med store aktioner.
Frendrup forsøgte sig kort inden pausen med et langskud fra en svær vinkel, som sejlede langt over mål. Danskeren skulle komme mere i fokus senere.
Efter pausen lykkedes det Genoa at komme i front, lige da uret havde rundet en time, og det var fra en yderst usædvanlig fod.
Vitinha var netop kommet på banen og fik på sin første berøring flugtet kuglen i nettet til det, der blev angriberens første sæsonmål efter 24 kampe.
Artiklen fortsætter efter billedet

Forløsningen var til at se ved jubelscenen, hvor portugiseren fældede en tåre i ren eufori.
Han fik dog smilet vasket af ansigtet kort tid senere, hvor Milan fandt en udligning fra altid pågående Rafael Leão.
Frendrup i fadæse
Indskiftede Santiago Giménez strøg til baglinjen og serverede efterfølgende et fladt indlæg, som Leão kunne møde, og så var stillingen 1-1.
Genoa havde dårligt nok nået at sætte bolden i gang, før den så var gal igen, og det var med en dansker i en uheldig hovedrolle.
Leão smækkede bolden i feltet, og her kom Morten Frendrup stormende i håbet om at levere en clearing. Sådan gik det ikke, og i stedet fik hjemmeholdets kaptajn sparket sit mandskab bagud med en yderst uheldig lang tå.
Genoa fandt aldrig en udligning, og dermed kan Milan rejse hjem med alle tre point, som dog ikke ændrer på, at holdet huserer på en elendig niendeplads i Serie A.

AC Milan
Genoa
Serie A



























