Danske dommere ser nepotisme: Et kæmpe problem

- Hvis man er inde i varmen, så er man inde i varmen.

I nyeste afsnit af Whistleblower handler det blandt andet om det, som flere elitedommere, vi har talt med, påpeger som et af de største problemer.

- Der er sindssygt meget kammerateri.

- Et eksempel er, at ham der bestemmer over linjedommerne, Bill Rene Hansen, det er Claus Bo Larsen gode kammerat. De var altid sammen, når de dømte. Og så bliver der givet den slags poster, fordi de var gode venner.  

- Peter Rasmussen er Claus Bo Larsens gode ven fra Fyn. Han har fået ansvaret for 1. division. Og sådan er der bare en masse rygklapperi og kammerateri såsom ‘Han var god ved mig dengang, så nu får han den her tjans’, og det er bare et problem – et kæmpe problem. 

En anden dommer tilføjer:

- Det starter bare med Michael, og så drypper det nedad derfra. Dem, han har ansat, tør heller ikke sige ham imod, så det er hans væremåde og ledelsesstil, der gennemsyrer det hele. Det er meget få, der tør sige ham imod. 

Superliga-dommerne Michael Tykgaard og Mads-Kristoffer Kristoffersen nævnes som eksempler, som du kan høre meget mere om i podcasten.

Lyt til Whistleblower med Apple Podcast her, på Spotify her eller i afspilleren herunder.

Men dommerformand Michael Johansen genkender ikke billedet, der males.

- Dommerverdenen er trods alt en lille verden. Alle kender alle, og alle har rejst sammen på et eller andet tidspunkt. Det skal vi ikke tage fejl af. Alle har stået på store stadions med 30, 40 eller 50.000 mennesker, og mange af de profiler fortsætter heldigvis efter karrieren.

- Det er topprofiler, vi snakker om her. De har været vant til i hele deres liv at være neutrale og have høj integritet, som er forbundet med at være topdommer, så vi har ikke nogen mistanke om, at man pludselig forfalder til at blive nepotistisk, fordi man har nogle relationer, siger Michael Johansen.

Flere dommere, vi har talt med, påpeger, at man af og til kan se sig nødsaget til at sluge en kamel og gå i en bestemt retning, selv om man egentlig er uenig.

- I en specifik kendelse kan det sagtens være, at en dommer er modstander af det, der foregår, men han har ikke råd til at lade være.  

- Det er tragisk, at det skal være sådan, men når det politiske organ, det udviklingsmæssige og indrangeringsmæssige organ er det samme, så får vi det sådan her.