En af FC Roskildes største offensive profiler glimrede ved sit fravær i en træningskamp mod BK Frem lørdag eftermiddag.
Og det var der en særlig årsag til, viser det sig.
For FC Roskilde har givet Arman Taranis lov til at rejse, så han kan finde ud af, om han kan lykkes med et skifte af de mere opsigtsvækkende med ganske kort tid tilbage af vinterens transfervindue.
Ifølge Bolds udenlandske kilder befinder den 23-årige danske angriber sig lige nu i Portugal, fordi han er i færd med at forhandle et skifte på plads fra FC Roskilde til traditionsklubben Boavista, der godt nok ligger helt i bunden af den bedste portugisiske række, men som weekend efter weekend matches med hold på et langt højere niveau end NordicBet Ligaen og har et stadion med plads til over 20.000 tilskuere.
Der er dog et kæmpe men, hvilket kan gøre transferen meget kompliceret, hvis ikke umulig at gennemføre.
Artiklen fortsætter efter billedet

Boavista, der tidligere har vundet det portugisiske mesterskab, lider for femte vindue i streg under et transferforbud som følge af økonomiske problemer, hvilket i lang tid har frataget portugiserne muligheden for at hente nye spillere.
I januar har Boavista imidlertid solgt profiler for over 30 millioner kroner, efter at Pedro Malheiro er taget til Trabzonspor og Bruno Onyemaechi til Olympiakos, og det har åbnet for, at der er en lille chance for, at forbuddet ophæves inden deadline 3. februar ved midnat.
En chance, FC Roskilde og Taranis er så villige til at tage, at spilleren lige nu venter i Portugal på et grønt lys, der måske aldrig kommer.
Arman Taranis har tidligere spillet ungdomsfodbold for FC Midtjylland og Sønderjyske, inden Burnley hentede ham i 2020. Der slog han dog aldrig til og endte i FC Roskilde efter et ophold i Ringkøbing.
Angriberen har spillet 35 kampe for NordicBet Liga-mandskabet med syv scoringer og tre oplæg til følge.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
FC Roskilde
Betinia Liga



































