29-årige Thomas Juel-Nielsen forlod i sommer SønderjyskE på en fri transfer og var ifølge bold.dks oplysninger fornyligt tæt på et skifte til Superligaens bundprop Silkeborg.
Men i sidste uge skrev forsvarspilleren i stedet med rumænske Gaz Metan Medias for resten af denne sæson.
Juel-Nielsen har ikke lyst til at kommentere på sin flirt med Silkeborg, men understreger, at han er meget tilfreds med sit skifte til Rumæniens øjeblikkelig nummer fire.
- Det kan man godt sige, det kom lidt ud af det blå. Jeg blev kontaktet omkring muligheden, og da jeg havde kigget på det, var jeg på ingen måde i tvivl.
- Mit indtryk af klubben indtil videre har også været supergodt, så jeg har en rigtig fin mavefornemmelse. Der er styr på tingene og en positiv stemning i klubben, og det har også været en af de afgørende faktorer, siger Juel-Nielsen til bold.dk og tilføjer:
- Det er en rigtig god mulighed i en stærk europæisk liga. Der er måske ikke så stor fokus på Rumænien i Danmark, men det er stærk liga med hold som Cluj, Steaua Bukarest og Craiova. Det er en anderledes udfordring, som jeg finder mega spændende.
I fodsporene på Busuladzic og Villadsen
Gaz Metan har svinget mellem 7.- og 13.-pladsen i de senere sæsoner, men i denne sæson blander de sig indtil videre lidt højere oppe i tabellen.
- Efter otte runder lå klubben nummer et og tordnede derudad. Derefter kom der et lille dyk, men forhåbentlig kan vi få nogle gode resultater og hænge på i toppen i den kommende periode.
- Der er i hvert fald god stemning i klubben, og vi har en dygtig træner, så er masser af gejst og tro på tingene, siger Juel-Nielsen, der følger i fodsporet på danske spillere som Azer Busuladzic (Dinamo Bukarest) og Thomas Villadsen (Ceahlaul Neamt):
- Jeg har ikke rigtigt spurgt nogen til råds. Jeg har egentlig bare selv gjort mit forarbejde og snakket med de folk hernede, som var relevante, og det hele så meget fint ud, og sådan har det også været indtil videre.
Ingen sprogproblemer
Umiddelbart bliver der ingen større sprogproblemer for Juel-Nielsen.
- Jeg tror, der er omkring 12 udlændinge i truppen lige nu. Der er spillere fra Italien, Holland, Tjekkiet, Portugal og flere forskellige lande, og træneren snakkeren fint engelsk.
- Derudover har vi også en tolk, der oversætter til engelsk på fuldtid, så det er super. De rumænske spillere snakker nu også udmærket engelsk, så der er ingen problemer, siger den tidligere AGF- og SønderjyskE-spiller, der tror på sig selv i konkurrencen med et par rutinerede herrer i det centrale forsvar:
- Klubben har to dygtige rumænere på henholdsvis 33 og 35 år, der har spillet fast i sæsonen og derudover en yngre rumæner som tredjevalg. Men klubben mente, der de skulle bruge en mere, og nu er det så op til mig at vise, at jeg skal ind og spille.
- Jeg har en stor tro på mig selv og mine kvaliteter, og jeg er overbevist om, at det bliver et godt match. Det er op til mig selv at klø på og gribe chancen, når jeg får den. Jeg skal vise, at jeg skal ind og bestemme i det forsvar, siger Juel-Nielsen.
Juel-Nielsens papirer er faldet på plads i denne uge, og han kan derfor muligvis debutere i lørdagens hjemmekamp mod Hermannstadt.


Gaz Metan Medias
Rumænien Superliga

































