Bundesligaklubben Darmstadt har bestemt sig for at opkalde klubbens stadion efter en af klubbens store fans Jonathan Heimes, som afgik ved døden i marts i år efter et længerevarende kræftsygdomsforløb.
Klubbens stadion, som indtil nu har heddet 'Merck-Stadion am Böllenfalltor', kommer således til at hedde 'Jonathan-Heimes-Stadion am Böllenfalltor'.
Jonathan Heimes var stor fan af den lokale fodboldklub i Darmstadt. Han nåede blot at blive 26 år gammel og afgik som sagt tidligere på året ved døden efter en længerevarende kræftsygdom. Men inden da havde han arbejdet hårdt for selv at hjælpe børn i samme situation som ham selv.
Sammen med den kvindelige tennisspiller Andrea Petkovic, som samtidig er Heimes' barndomsven, stiftede han den velgørende organisation, 'DU MUSST KÄMPFEN', som ved salg af armbånd indsamlede omtrent 2,6 millioner kroner til kræftbehandling af børn på Frankfurt Univesitetshospital.
På grund af Johannes Heimes' forbilledlige arbejde har Bundesliga-klubben altså nu valgt at opkalde klubbens stadion efter ham - en beslutning som vækker stor glæde hos både familie, fans og spillere i klubben.
Det tidligere stadion-navn kommer af et sponsorat fra virksomheden Merck.Virksomheden har ifølge Darmstadts hjemmeside været helt på bølgelængde med beslutningen om at ændre stadionnavnet, og virksomheden har desuden valgt at investere i projektet.
Merck har således sørget for, at der i Darmstadts gader vil køre sporvogne rundt i klubbens farver med skriften 'Danke, Johnny'.
Ændringen af stadionnavnet gælder for resten af indeværende sæson.



Darmstadt
Bundesliga































