AGF-sportschef Peter 'PC' Christiansen har allerede udtalt, at transfervinduet bliver et særdeles stille et af slagsen for Aarhus-klubben, som har haft det svært i efteråret.
Cheftræner David Nielsen spekulerer da heller ikke synderligt over spillere, der ikke er den del af den trup, han allerede nu har at arbejde med.
- Jeg ønsker, vi skal blive betydeligt bedre, end vi var i efteråret, men det er ikke nødvendigvis noget, vi skal rette op på i transfervinduet via køb og salg. Vi skal sørge for, at vi bliver bedre med de spillere, der er, siger Nielsen til bold.dk.
- Der kan selvfølgelig ske nogle ting i transfervinduet. Vi kan også miste nogle af de spillere, der har gjort det godt, og sådan er det altid på denne årstid. Men jeg holder fokus på at gøre de spillere, der er her, bedre. Det er det, det handler om, siger han.
David Nielsen går da heller ikke og hungrer efter nyt blod til AGF-truppen.
- Jeg har ikke nødvendigvis forhåbninger om noget. Vi ved, truppen er stor og fyldt med spillere. Det blev den i løbet af sommeren. Der er ikke nogen klubber, der ønsker store udskiftninger i løbet af vinteren, og vi er ikke i en position til at kunne gøre det.
- Så det bliver et meget, meget stille og roligt transfervindue for os. Måske sker der nogle småjusteringer, siger David Nielsen.
AGF havde i slutningen af sidste år besøg af den tidligere Ajax-spiller Ruben Ligeon, som ifølge David Nielsen er en dygtig spiller. Han regner dog ikke med, at han bliver en del af AGF-truppen.
- Men nu har vi set spilleren, og det kan være, han kommer tilbage og viser sig frem på et senere tidspunkt, siger David Nielsen.
AGF er på 11. pladsen i Superligaen før forårssæsonen skydes i gang med en udekamp mod Hobro IK.
Simon Egeskov / bold@bold.dk


AGF
3F Superliga





























