Stiller Jesper Møller op som præsidentkandidat til UEFA, når der er valg i 2027?
Svaret har svævet i vinden gennem mere end et par år.
Men søndag på repræsentantskabsmødet i Aalborg meldte Jesper Møller klart og tydeligt ud.
- Jeg er ikke kandidat som UEFA-præsident, siger Jesper Møller fra talerstolen på repræsentantskabsmødet, hvor 145 klubber var til stede.
Derved har Jesper Møller lagt ambitionerne om den mest fremtrædende politiske post i graven.
I stedet for at kandidere til præsidentposten kom Jesper Møller med en klar og tydelig opfordring.
- Vi vil opfordre Aleksander Ceferin til at genopstille til posten. Det er meget vigtigt med erfaring og kontinuitet i de her tider, siger Jesper Møller og slår fast:
- Hans indsats har været med til at skabe stabilitet, balance og fremdrift i europæisk fodbold. I en tid præget af globale konflikter og uro er der brug for netop den form for erfarent og strategisk lederskab, som Aleksander Čeferin repræsenterer, siger han.
Aleksander Ceferin blev genvalgt i 2023. Året efter meddelte han, at han stopper i 2027, når der skal vælges præsident.
Det kræver 28 landes opbakning, hvis man skal være præsident for UEFA, der har 55 medlemslande.
Jesper Møller bliver søndag genvalgt som formand for DBU. Derved sidder han på posten til 2030, hvor han skal træde tilbage.
I forvejen er Jesper Møller vicepræsident i UEFA.

FCK skuffede på Deadline Day
Hattrick | Afsnit 12Vi har optaget et afsnit af Hattrick midt om natten for at runde, at det danske transfervindue er lukket! Vi snakker om de største historier fra Deadline Day.
Læs mere

Danmark

























