Lørdag præsenterede DBU historiens største projekt – Hele Danmarks Klubhus.
Et samlet projekt, der rammer 1,7 mia. kr.
Det er et gigantisk projekt, der både rammer eliten og bredden i dansk fodbold.
Den ubetingede største investering skal smides i Høje-Taastrup, hvor man skal opføre ’Campus’, der skal være nationalt samlingssted for alle landsholdene under DBU. Samtidig får DBU hovedkontor i forbindelse med omgivelserne, der bliver placeret i Høje-Taastrup. Her bliver der også hotelfaciliteter og offentlige oplevelsesaktiviteter for alle.
Derudover kommer tre spor: Legende Fodboldmiljøer, Ledelse & Frivillighed samt Regionale Kraftcentre rundt i landet.
Lige nu er projektet kommet langt, men det er slet ikke i mål. For DBU mangler i omegnen af 280 mio. kr. før projektet kan realiseres.
Man har givet sig selv et halvt år for at skaffe de sidste midler, så man kan trykke på startknappen og sætte investeringen i værk.
- De resterende midler (op imod 280 mio. kr., red.) skal komme fra fonde og samarbejdspartnere. Vi tror det er lettere at finde de sidste frem for de første millioner, siger formand Jesper Møller efter repræsentantskabsmødet i Horsens, hvor planerne blev lagt frem og præsteret.

Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Lego og Lars Larsen støtter op
Her fik offentligheden kendskab til, at LEGO Fonden støtter projektet med op imod 150 mio. kr., mens Lars Larsen Group har meddelt, at de vil støtte med op til 100 mio. kr.
Begge de to fonde støtter det man kalder den almennyttige pulje, der skal gå til udviklingsprojekter, så som Legende Fodboldmiljøer, Ledelse & Frivillighed samt Regionale Kraftcentre.
Den største investering kommer fra AP Ejendomme, der skal investere et beløb i niveauet 500-800 mio. kr. i finansiering og opførelse af hotel og faciliteter i Høje-Taastrup, hvor alle landsholdene i fremtiden skal bo og træne, når de er samlet.
Den samlede investering på ’Campus’ delen lander op til 980 mio. kr.
Det er planen, at DBU vil bidrage med op til 190 mio. kr. til det storstilede projekt.
Stor optimisme
- Vi er i dialog med en række partnere, men ingen af dem har endnu indgået betingede aftaler med os. Vi har dog en stor forventning og tiltro på, at vi finder de sidste penge inden tredje kvartal af 2025, siger Kenneth Reeh, der er udpeget som direktør for Hele Danmarks Klubhus.
Hele Danmarks Klubhus består som sagt af fire spor; Legende Fodboldmiljøer, hvor kvaliteten i børnefodbold skal styrkes og gøres sjovere. Et vigtigt punkt er, at det skal gøres lettere for frivillige børnetrænere at finde balancen mellem leg og præstationer.
Ledelse & Frivillighed er et andet element, hvor man har fokus på at forbedre forholdene for de 120.000 frivillige i dansk fodbold.
Regionale Kraftcentret skal være mødesteder med fokus på børnefodbold, frivillighed og rammer til vidensdeling og kursus- samt træningsarrangementer rundt i hele landet.
Den sidste del er ’Campus’, som bliver det nationale samlingssted for alle landsholdene under DBU. Samtidig får DBU hovedkontor i forbindelse med omgivelserne.
DBU’s bestyrelse forventes inden årets udgang endelig at beslutte om planerne kan føres ud i livet.
Det er et bygge-projekt i Høje-Taastrup som formentlig tidligst vil stå færdigt om fire-fem år.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Danmark






























