





21-årige Akos Markgraf fik torsdag aften debut for FC København, da han og holdkammeraterne uddelte tæsk og vandt 5-1 over Debrecen.
Efter kampen fik han stor ros for sin indsats af Mohamed Elyounoussi og cheftræner Bo Svensson.
Hovedpersonen var da også selv godt tilfreds.
- Det var en fornøjelse at spille foran fansene og med mine holdkammerater.
- Vi havde på forhånd talt om, at vi skulle holde målet rent, men sådan gik det desværre ikke, fordi vi begik en kollektiv fejl. Efterfølgende viste vi dog en rigtig god reaktion, så nu skal vi forsøge at fortsætte de gode takter og nyde at spille fodbold.
- Jeg er lidt træt, fordi jeg ikke har spillet i omkring 20 dage, men sådan er det. I morgen har vi lidt let træning, og så er alle mand klar til weekenden.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg håndterede det meget godt. Der er nogle aspekter, hvor jeg skal forbedre mig, og det kommer jeg til at tale med træneren om, men jeg er sikker på, at vi alle kun bliver bedre og bedre, sagde han.
5-1-sejren i Parken betyder, at FC København sendte Debrecen ud med sammenlagt 8-1 og nu er klar til playoff-kampene.
FCK's nye 21-årige forsvarsspiller, som netop er hentet i den ungarske liga, hvor Debrecen spiller, er ikke overrasket over, at han og holdkammeraterne endte med at give sin tidligere ligarival en afklapsning.
- Jeg er faktisk ikke overrasket. De er ikke i god form i øjeblikket, hvis jeg skal være helt ærlig.
- De har ændret meget på holdet, så jeg var godt klar over, at vi nok skulle gøre det godt. Dermed ikke sagt, at det ville blive nemt, men det gik, som jeg havde forventet, sagde han.
Du kan læse mere om 5-1-sejren her.
FC København møder søndag Randers i Superligaen.

FC København
Debrecen
ECL-kval


































