Niclas Vemmelund er kommet glimrende i gang med sæsonen efter sit skifte til irsk fodbold og Derry City, men den tidligere OB'er tvivler trods alt på, at Derry kan gå hele vejen.
- Vi gør det meget godt mod de gode hold, mens det kniber lidt mere mod de mindre hold i rækken. Jeg mener dog, at vi har en realistisk chance for at blande os i toppen. Det er meget jævnbyrdig, og vi har lige så gode chancer for at klare os som mange af de andre.
- Det bliver dog mere end svært at vinde mesterskabet, tror jeg. Dundalk, som fører rækken nu, er klart det bedste hold. De virker meget stærke og er klare favoritter til at tage titlen, siger Vemmelund til bold.dk.
23-årige Vemmelund, der har været vidt omkring i karrieren allerede, tog blandt andet til Irland for at opleve den britiske fodboldkultur og jagte en karriere i engelsk fodbold.
- Det er nok meget klassisk britisk fodbold herovre. Spillestilen er for det meste ret direkte, og der er en del lange bolde op mod store angribere. Der kommer også en del hårde tacklinger i løbet af en kamp, men dommerne slår til gengæld også ret hårdt ned på det. Der skal ikke meget til at få et gult kort, synes jeg. Det er meget fysisk fodbold, men der er også enkelte hold, der spiller lidt mere og har flere kreative spillere.
- Jeg vil tro, at de bedste hold herovre – i hvert fald Dundalk – vil kunne spille med omkring bunden af Superligaen, siger Vemmelund, der indtil videre er godt tilfreds med sit skifte:
- Det er lidt svært at sammenligne stilen og kulturen herovre med de andre steder jeg har spillet – Danmark, Island og Sverige. De går rigtig meget op i fodbold herovre, og jeg blev ret hurtigt genkendt på gaden i området, hvor jeg bor. Folk kommer hen og snakker og er meget flinke. Det er fedt, at der er så meget opmærksomhed omkring klubben.
Derry har snitligt omkring et par tusinde tilskuere til sine hjemmekampe.
mikael@bold.dk


Derry City
League of Ireland






























