





Mikkel Desler startede på banen for Toulouse, da klubben lørdag lagde vejen forbi Dijon i den franske Ligue 2.
Nyindkøbte Rasmus Nicolaisen var ikke udtaget til kampen efter sin nylige ankomst i Toulouse.
Inden kampen lå hjemmeholdet tredjesidst i tabellen med blot et enkelt point efter de første fire runder.
I modsatte ende af tabellen lå Toulouse på en delt førsteplads med 10 point.
Selvom der var stor forskel på de to hold i tabellen, så var det alligevel Dijon, der først fik bolden i mål, da Aurelien Scheidler opfangede en løs bold i Toulouse-feltet, som han fik lagt til rette for sin højrefod, der sikkert bankede kuglen i mål over i venstre side af målet.
Artiklen fortsætter efter billedet

Dijon-føringen varede dog kun i kort tid, inden Toulouse fik et hjørnespark.
Hjørnesparket blev sendt ind i hovedet på en Dijon-spiller, der headede bolden ud til Mikkel Desler, der havde taget plads lidt uden for feltet.
Danskeren satte indersiden på første gang, hvilket endte med en aflevering til holdkammeraten Ado Onaiwu, der hurtigt fik kontrol over bolden, inden han sparkede bolden op i nettaget til 1-1.
Den stilling holdt frem til pausen, hvorefter udeholdet skruede op for tempoet.
For kort inde i anden halvleg lagde Brecht Dajaegere en bold over til indskiftede Nathan Ngoumou i Dijon-feltets højreside, hvorfra franskmanden køligt sparkede bolden over i modsatte side til 2-1.
Toulouse var dog ikke færdige, for 12 minutter senere var Ngoumou igen på spil.
Denne gang modtog han bolden midt på banen, hvorefter han satte i løb mod Dijon-målet og på egen hånd løb igennem hjemmeholdets defensiv, inden han fik sendt bolden i mål til 3-1.
Den føring holdt indtil 10 minutter før tid, hvor Mikkel Desler begik straffespark, da han fik nedlagt en modspiller i feltet.
Mickael Le Bihan tog sig af straffesparket, som han satte langt ude i venstre side af målet uden en chance for målmand Maxime Dupe.
Håbet om et Dijon-comeback blev dog hurtigt slukket, da Cheik Traore tog armen til hjælp i hjemmeholdets felt, hvilket gav et straffespark til Toulouse.
Det tog Branco van dem Boomen sig af og bankede Toulouse foran med 4-2.
Dijon fik ikke svaret yderligere tilbage i slutminutterne, hvorfor Toulouse med sejren rykker op på tabellen førsteplads med 13 point efter de første fem runder.
Dijon er stadig at finde under nedrykningsstregen med blot ét point.