

Salernitanas Davide Nicola var efter sin lynfyring efter sidste weekend klar i trænersædet igen i denne runde, da det lørdag aften gjaldt Serie A's tophold Napoli på hjemmebane.
På papiret en tæt på umulig opgave for værterne, og det var da også gæsterne, som startede bedst.
Efter ti minutters spil kom brandvarme Victor Osimhen på et indlæg inde i Salernitana-feltet, men hans afslutning blev reddet af erfarne Guillermo Ochoa.
Krzysztof Piatek testede herefter Alex Meret i Napoli-buret med en hård afslutning fra siden af feltet, som dog sad midt på keeperen, der endte med at give et hjørnespark til værterne.
Afslutningen markerede imidlertid en mindre periode, hvor hjemmeholdet var godt med i kampen og tilspillede sig en mulighed mere til Matteo Lovato, som dog ikke fik afsluttet ordentligt.
Artiklen fortsætter efter billedet

Måske kunne hjemmeholdet godt drille topholdet i Italien?
Værterne fornemmede kun optimismen kort, for lige inden pausen satte Napoli et forrygende angreb sammen, som endte i en 1-0-scoring.
Andre Zambo Anguissa kombinerede sig igennem på venstrefløjen via en et-to, og fra baglinjen fandt han anfører, Giovanni Di Lorenzo, ved bagstolpen.
Anføreren tog et træk inde i feltet, og så klappede han ellers læderet ind i netmaskerne via overliggeren på noget af et drøn.
En spand koldt vand i hovedet på værterne, som havde været fint med i kampen, og lige efter pausen blev det endnu værre.
Eljif Elmas blev ikke samlet op på kanten af feltet, og så afsluttede han mod det lange hjørne. Afslutningen tog stolpen, men på riposten stod hvem andre end Osimhen klar til at prikke den over stregen til 2-0.
På trods af det fine spil i kampen for undertippede Salernitana, var man hermed alligevel på vej til et sikkert nederlag.
Værterne kæmpede det bedste de havde lært for at få vendt kampen, men det var tættere på endnu et Napoli-mål end en reducering.
Mario Rui havde et fint forsøg midt i anden halvleg, mens Osimhen hele tiden lurede i værternes målfelt.
Piatek kom dog millimeter fra en reducering med ti minutter tilbage af kampen, da han fra en fri position på kanten af feltet udplacerede Meret, men måtte se sit forsøg tage stolpen og liste på tværs af målet uden at gå ind.
Det hele sluttede uden flere mål, hvormed Napoli fortsætter med at buldre mod det italienske mesterskab, mens Salernitana må tage præstationen med sig i deres videre kamp for overlevelse i Serie A.