En stor beslutning, en smuttur til Indonesien og til sidst en storm af kærlighed fra millioner af fans.
Den netop overståede landsholdspause har ikke været, som den plejer at være for FC Københavns Kevin Diks.
For en måned siden fortalte forsvarsspilleren til Bold, at han stod foran et valg, efter det indonesiske fodboldforbund havde kontaktet ham med henblik på at få ham tilknyttet landsholdet.
For nylig blev det så et 'ja', og derfor er det også en stolt Kevin Diks, der nu er meget tæt på at kunne kalde sig for indonesisk landsholdsspiller.
- Jeg har rødder i Indonesien med mine bedsteforældre, der er født der, og jeg kan mærke, at når jeg er der, så er jeg stolt over, at jeg skal repræsentere et land, der er så stort med knap 280 millioner indbyggere. Meget, meget stolt.
Rødglødende telefon
I weekenden blev FC København-profilens beslutning endegyldigt bekræftet, da han rejste til Indonesien for at få styr på formaliteterne og trykke hånd med forbundets præsident, der kunne dele nyheden på de sociale medier.
Derfra eksploderede det, og på Instagram har billedet fået 1,6 mio. likes og næsten 100.000 kommentarer.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Støtten var massiv allerede før, men da billedet med Mr. Thohir kom ud, var det helt crazy. Jeg kunne ikke åbne min Instagram, fordi det var for meget. Det er et folk, der er virkelig stolte, og som virkelig støtter landsholdet. Det er meget unikt, og det er noget, som jeg er stolt over at være en del af nu.
- Støtten er helt ekstrem nu, men der er også folk derfra, der har støttet mig helt fra begyndelsen.
Stoltheden stråler ud af Diks, mens han fortæller videre om den vilde oplevelse af at være i Indonesien i weekenden, hvor medierne lynhurtigt blev plastret til med hans ansigt i det øjeblik, det kom frem.
- Jeg rejste til Jakarta, da vi havde et par dage fri her i landsholdspausen. De tog sig godt af mig, og jeg fik nogle gode råd fra klubben i forhold til at kunne hvile godt og på den rette måde.
- Jeg måtte ikke blive set i landet før lørdag, hvor jeg skulle hjem. Men da nyheden kom ud, og jeg var i lufthavnen, blev der måske taget 200 billeder med mig - selv en sikkerhedsmedarbejder i lufthavnen ville have et billede.
Ingen lyd fra Holland
Men beslutningen om at repræsentere Indonesiens landshold betyder også, at Kevin Diks vinker farvel til muligheden for at repræsentere sit hjemland.
Forsvarsspilleren er født i den hollandske by Apeldoorn og har repræsenteret Holland på ungdomsniveau.
Derfor har drømmen om at trække i den orange trøje eksisteret, men Kevin Diks har set realiteterne i øjnene, fortæller han.
- Hvis jeg skulle have været udtaget til det hollandske landshold, var det i tiden, hvor jeg spillede mange gode kampe i Champions League, og hvor jeg også vandt mesterskabet her i Danmark, at det skulle ske.
- Men jeg fik aldrig det mindste opkald eller noget.
Var du såret over, at der aldrig kom så meget som en besked eller et opkald fra dem?
- Nej, det sårede mig ikke. Det er en del af fodbold, og selvfølgelig håber man på det, men Indonesien ringede jo ikke engang før i sommer. Der kom opkaldet så fra dem, og så måtte jeg tage en beslutning.
- Det er en beslutning, jeg er stolt over og virkelig glad for nu.
Råbte af tv'et
Kevin Diks har allerede fået set et par af Indonesiens landskampe, og det er ikke gået stille for sig.
- Jeg var ikke glad for det, jeg har set. Den måde, nogle lande spiller på, er ikke den bedste måde at spille fodbold på. Jeg blev vred, mens jeg så det på tv, og forestil jer så, hvordan det ville være, hvis jeg var på banen.
- Jeg var heller ikke tilfreds med, hvordan dommeren håndterede det i én af kampene, men sådan er det, og nu glæder mig bare til en ny og anderledes oplevelse, hvor jeg skal spille fodbold i en masse lande.
Indonesien har fået en hård start på VM-kvalifikationen, men der skal ske forbedringer, og derfor tripper Diks også for at komme i gang.
- Det bliver svært at kvalificere sig direkte til VM nu, men der er stadig muligheder, og drømmen er jo at komme med til det. Jeg håber, at jeg kan bidrage så hurtigt som muligt, så jeg kan hjælpe dem.
Det var Kevin Diks' bedsteforældre, der tog turen til Europa og Holland med skib. Her bosatte de sig, inden de senere fik Diks' mor sig og senere fik Diks' mor.
Nu kan den 28-årige forsvarsspiller snart se frem til at repræsentere landet, så snart der er helt styr på papirerne.
— Kevin Diks (@KevinDiks_) October 12, 2024


FC København
Indonesien


































