Flere klubber i 1. division er utilfredse med, at FC Roskilde med blot et par dages mellemrum skulle spille kamp i 1. division og kvartfinale i DBU Pokalen tirsdag og derfor sparede spillere mod Silkeborg i 1. division.
Turneringschef i Divisionsforeningen, Peter Ebbesen, forstår utilfredsheden, men understreger, det ikke kunne været afviklet anderledes, efter pokalkampen mellem FC Roskilde og AaB på den oprindelige dato blev udsat.
- God turneringsplanlægning går nogle gange fløjten, når en kamp bliver udsat på grund af vejrlig eller andre uheld, siger Ebbesen ifølge sn.dk.
- Som sagen står, kunne vi ikke have gjort det anderledes, for vi skal have afviklet den pokalkvartfinale, inden semifinalerne går i gang. Så der var ikke andre muligheder.
- Vi har umiddelbart taget mest hensyn til AaB, men det er også Roskilde, som skulle levere en kamp. Det er Roskilde, der havde en udfordring med et stadion, der ikke var klar på dagen, understreger Ebbesen.
Kvartfinalen mellem FC Roskilde og AaB spilles i aften klokken 18.00.


AaB
FC Roskilde
Betano Pokalen































