


Der stod 2. divisionsbold på menuen, da B.93 tog i mod BK Frem fredag aften på Østerbro Stadion.
Hjemmeholdet kunne med en sejr gå alene på førstepladsen, hvorimod BK Frem havde hårdt brug for point for at lægge afstand til bunden.
Der var derfor lagt op til et spændende opgør mellem de to traditionsklubber.
Forskellen på top og bund var tydelig fra starten, og allerede efter ti minutter bragte B.93 sig i front, da Nicolaj Thomsen modtog kuglen i feltet og tippede den frækt over Frem-keeperen.
Gæsterne ville dog også lege med, og kort tid efter udlignede man, da Jakob Skovgaard Larsen sendte et flot skud ind fra distancen.
Den resterende del af halvlegen stod den på B.93-boldbesiddelse og BK Frem-kontraangreb, men ingen af mandskaberne formåede at komme yderligere på tavlen, og pausestillingen var dermed 1-1.
Det blev der lavet om på efter 55 minutter, hvor Nicolaj Thomsen kunne notere sig for endnu en scoring, da han kom først på et Sebastian Kroner-indlæg og pandede den i kassen til 2-1.
Herefter fortsatte hjemmeholdet med at dominere, og der stod Nicolaj Thomsen på det meste.
Den tidligere FC København-spiller var her og der og allevegne og var tæt på at fuldende sit hattrick af flere omgange.
Ind ville den dog ikke, og det endte dermed med en 2-1-sejr til B.93, der går alene på førstepladsen i 2. division.


B.93
BK Frem
CampoBet 2. division

























