




Kasper Dolberg startede på toppen, da Nice lørdag aften var på besøg hos Toulouse i den franske Ligue 1.
Nice fik en fremragende start. Adam Ounas fik plads på højrekanten og fandt med en fin stikning Pierre Lees Melou, som fra en skarp vinkel sendte bolden i kassen.
Midtvejs i første halvleg kom Kasper Dolberg til syne for første gang, da bolden tilfældigt landede foran danskeren, men hans afslutning kunne ikke overliste Baptiste Reynet i hjemmeholdets mål.
Det var dog ikke sidste gang, at Dolberg skulle vise sig frem. Minuttet efter var den danske angriber alene igennem, inden han blev nedlagt af Ruben Gabrielsen, og det blev takseret til et direkte rødt kort til Toulouse-forsvareren.
Efter pausen var det Toulouse, som skabte anden halvlegs første gode mulighed, da Steven Moreira spillede Bafode Diakite fri, men franskmandens afslutning gik forbi mål.
Hjemmeholdet forsøgte at presse på for udligningen, men Nice holdt stand, og med et kvarter igen blev missionen endnu sværere for Toulouse, da de blev reduceret til ni mand, efter at Moreira modtog direkte rødt for at bremse en hurtig omstilling.
To spillere i undertal lignede det ikke, at Toulouse kunne stille noget op.
De fik dog en gylden mulighed for at udligne i kampens slutfase, da de blev tildelt et straffespark. Men Aaron Leya Isekas spark fra ellevemeter-pletten blev reddet af Walter Benitez, og i stedet lukkede Nice opgøret kort efter.
Bolden blev afleveret til Dolberg, som tog et lidt for langt træk i sin smarte vending, men det endte med at blive en genial frispilning til Christophe Hérelle, som kunne score til kampens slutresultat: 2-0.
Dermed er Dolberg og co. blot fire point efter Lille på den fjerdeplads, som giver adgang til europæisk fodbold.


Nice
Toulouse
Ligue 1


























