DBU’s dommerudvalg har en erklæret målsætning om fem VAR-fejl på en sæson.
Det er langt fra målet, efter opgørelsen fra den forgangne sæson nu er blevet officiel.
Den viser, at der blev begået ni VAR-fejl i Superligaen. En oplysning, der ikke er ny for Bolds læsere. Allerede 9. juni kunne vi her på sitet løfte sløret for antallet af VAR-fejl var ni i den netop afsluttede sæson.
Til gengæld viser opgørelsen fra DBU’s dommerudvalg samtidig, at VAR i 70 tilfælde har ændret en forkert afgørelse til en rigtig kendelse på banen.
Men den store gennemgang viser samtidig, at det halter voldsomt på gennemsnitstiden pr. kamp for VAR-ventetiden.
I seneste sæson var den 57 sekunder. Når man ser bort fra den første sæson, hvor man ventede 83 sekunder i snit, så er der kun i ét tilfælde, hvor ventetiden har været højere end i år.
Det var i 2023/24-sæsonen, hvor man skulle bruge 59 sekunder i snit pr. kendelse.

Udviklingen i antallet af VAR-fejl gik ned de første tre sæsoner, hvor man bevægede sig fra 15 til 10 og siden på ni.
Men det har været svært at komme væk fra det dødvande, man ramte i sæsonen 2022/23.
Artiklen fortsætter efter billedet

For de seneste to sæsoner viste otte VAR-fejl, mens man i denne sæson igen er på ni VAR-fejl.
Michael Johansen, formand for DBU's Dommerudvalg, er tilfreds med udviklingen, men erkender samtidig, at der skal være fokus på at udvikle og forbedre kvaliteten.
- Når vi evaluerer sæsonen, ser vi både på kvalitet og effektivitet. Tallene viser, at VAR bidrager til flere korrekte afgørelser i kampafgørende situationer, hvilket gør spillet mere fair, men de viser også, at vi skal fortsætte udviklingen. Det gælder blandt andet arbejdet med at gøre processerne hurtigere og mere smidige, særligt nu hvor der med de nye regler kommer et endnu større fokus på effektiv spilletid og håndtering af tidsspild, siger Michael Johansen og uddyber:
- Fodbold skaber holdninger, og sådan skal det være. Der vil altid være situationer, hvor ikke alle er enige i dommernes vurderinger. Den debat er en del af sporten, og den ønsker vi absolut ikke at stå i vejen for. Samtidig er det en prioritet for os at være åbne om de situationer, hvor vi vurderer, at vi har begået fejl.
- Når det sker, stiller vi os frem og forklarer dem i løbet af sæsonen, og vi bruger dem aktivt i arbejdet med at udvikle vores dommere, siger Michael Johansen.
Nu handler det for Michael Johansen og dommerudvalget at gøre VAR-processerne hurtigere og mere gennemsigtige.
Man erkender, at der vil være fokus på at håndtere offside-situationer og reducere tidsforbruget. Det handler blandt andet om at gøre præsentationen af offside-linjerne lettere at forstår for klubber, fans og seere.

Samles hos færre dommere
DBU vil i den kommende sæson sikre en specialisering blandt VAR-dommerne. Det betyder, at VAR-opgaver i fremtiden samles hos færre dommere for at styrke erfaring, rutine og ensartethed i beslutningerne.
- Internationalt ser vi i stigende grad, at dommere specialiserer sig i VAR-rollen, og den udvikling ønsker vi også at understøtte i Danmark. Jo flere kampe man arbejder med som VAR-dommer, desto større erfaring opbygger man, og det skal være med til at styrke kvaliteten og ensartetheden i beslutningerne, siger Michael Johansen.
Bold vil jagte flere svar fra dommerformand Michael Johansen i forbindelse med offentliggørelsen af VAR-konklusionen for sidste sæson.
Vi vil gerne vide, hvilke ni VAR-fejl, dommerudvalget har fundet. Vi ønsker også svar på, hvorfor man har en ambition om fem VAR-fejl, når det mål endnu ikke er opnået.
Er det et realistisk mål set i lyset af en sammenligning med Premier League, hvor der i den forgange sæson var 25 VAR-fejl på 380 kampe.
Det vil svare til 12-13 VAR-fejl i Superligaen, fordi der spilles dobbelt så mange kampe i Premier League pr. sæson.
Læg dertil, at en række af de engelske dommere er væsentligt højere rangeret end de danske, hvor ingen befinder sig i elitekategorien
Her er otte erkendte VAR-fejl fra Superligaen 2025/26, som Bold har fundet:
12. august FC Midtjylland – Fredericia:
Franculino scorer til 2-1 i opgøret mod Fredericia, men scoringen skulle aldrig være godkendt, fordi Junior Brumado var offside i opspillet til målet.
Dommerformand Michael Johansen lagde sig fladt ned:
- Alle er dybt berørte over det her, og den faglige stolthed er krænket, udtalte han til TV 2.
2. november 2025 Viborg – Randers
Oliver Olsen fra Randers slipper med et gult kort fra dommer Jakob Kehlet for en voldsom stempling på Yonis Njoh.
Dommerformand Michael Johansen har i VAR-rummet erkendt, Oliver Olsen burde have rødt kort i den konkrete situation.
Efterår 2025:
Der har været mindst én yderligere VAR-fejl i efteråret. Michael Johansen fortalte i starten af året i Bold-podcasten Whistleblower, at der var flere end de to VAR-fejl i efteråret, men dommerformanden har hidtil ikke ønsket at fortælle, hvilke eller hvilken yderligere fejl der er tale om.

FORÅR 2026:
9. februar AGF – OB
OB’s Yaya Bojang skulle være udvist efter en hård tackling mod Henrik Dalsgaard.
Bojang kom glidende og ramte Dalsgaard på skinnebenet med knopperne.
Bojang fik gult, men DBU’s valideringsgruppe, hvor Michael Johansen har plads, erkendte, at det var en fejl og vurderede forseelsen til rødt kort.
20. februar FCN – Vejle
Dommer Michael Tykgaard tildelte Justin Janssen et gult kort efter et frispark. Han ændrede kendelsen til direkte rødt, efter et VAR-tjek. Siden fortrød han udvisningen og erkendte, at den rigtige kendelse var et gult kort.

22. februar AGF – Viborg
Viborgs Charly Nouck blev snydt for straffespark midtvejs i opgøret mod AGF, da han blev nedlagt af Magnus Knudsen.
Det erkendte dommerformand Michael Johansen i VAR-rummet mere end én måned senere.
- Vi har kigget på den og synes, der er tale om et bespænd til straffespark, sagde han.
22. februar Silkeborg – FC Midtjylland
Andreas Poulsen slap for direkte rødt efter en hævnakt på Dario Osorio.
Han blev kun tildelt et gult kort af kampens dommer, Sandi Putros.
Dommerformand Michael Johansen erkendte efter et par ugers betænkningstid i VAR-rummet, at forseelsen var til rødt.
- Når vi går tilbage og kigger det igennem uden pres og det tryk, der ligger på banen, synes vi det er en rød-kort forseelse, siger han.
4. april FCM – Sønderjyske
Ved stillingen 2-1 til FC Midtjylland udlignede Sefer Emini, men scoringen blev underkendt, fordi vurderingen var, at Lirim Qamili var offside i opspillet til scoringen.
Det var en klar fejlvurdering, erkendte DBU få dage senere.
- Det er blevet konstateret, at denne beslutning var forkert. VAR burde have interveneret, idet angriberen var i onside-position og dermed ikke strafbar.
- Der er sket en menneskelig fejl, idet offsidelinjerne blev målt på forsvarsspillerens skulder, men det skulle have været foden. Selv om fejl er uundgåelige, er det yderst beklageligt, når det sker, og tages altid med som læring for at undgå samme fejl fremadrettet, skred DBU i en officiel kommentar.

FORÅR 2026:
Vi kan ikke med sikkerhed fastslå om der har været yderligere én fejl i foråret, som ikke er erkendt. Den fejl kan lige så godt have fundet sted i efteråret.
Michael Johansen, formand for DBU's dommerudvalg, har ikke præciseret, hvilke ni kampe, der er tale om med VAR-fejl.

VM Morgenbriefing: Kane redder England - Belgien leverer vildt comeback
Hattrick | Afsnit 131Harry Kane reddede endnu en gang England, da han vendte 0-1 til 2-1 mod DR Congo, mens Belgien leverede et af VM's vildeste comebacks og vendte 0-2 til 3-2 mod Senegal efter forlænget spilletid.
Læs mere
Gør sæsonen sjovere med Super Manager
Sæt dit managerhold og få point for dine spilleres præstationer runde for runde. Kæmp om håneretten mod vennerne og oplev, hvordan selv de kedeligste kampe bliver til noget, du følger intenst.

AGF
FC Midtjylland
FC København
OB
Silkeborg IF
Sønderjyske
Brøndby IF
AC Horsens
Lyngby Boldklub
FC Nordsjælland
Randers FC
Viborg FF
3F Superliga






































