

Anders Dreyer sikrede sig natten til mandag en stor rolle i San Diego FC’s historie.
Den danske kantspiller scorede nemlig to mål, da San Diego spillede første kamp nogensinde i MLS. Sejren kom i land ude mod LA Galaxy.
Anders Dreyer, Jeppe Tverskov og Marcus Ingvartsen startede alle inde for San Diego, mens Mathias Zanka Jørgensen var bænket for LA Galaxy.
Kort inde i anden halvleg åbnede Dreyer ballet efter en stor fejl i LA Galaxy-defensiven. Bolden blev hurtigt spillet på tværs i feltet, hvor Dreyer kom løbende og sikkert bragte San Diego foran.
Artiklen fortsætter efter billedet

Den stilling holdt langt hen i kampen, men i tillægstiden lukkede og slukkede Dreyer efter en perfekt omstilling, hvor danskeren til sidst sparkede bolden i nettet via overliggeren.
Dermed fik San Diego en drømmestart på tilværelsen i den bedste amerikanske fodboldrække. Opgøret endte med en 2-0-sejr.
Mathias Zanka Jørgensen kom ikke på banen for LA Galaxy. Alle tre San Diego-danskere fik fuld spilletid.

LA Galaxy
Major League Soccer
San Diego FC























