

Kylian Mbappé stemplede onsdag aften ind som ny Real Madrid-spiller.
Det skete i den europæiske Super Cup, hvor den spanske kongeklub tørnede sammen med Atalanta i et opgør mellem sidste sæsons vindere af henholdsvis Champions League og Europa League.
Mbappé startede på banen, og det gjorde han sammen med et stjernespækket spansk mandskab, som desuden talte navne som Jude Bellingham og Vinicius Junior. Stortalentet Endrick startede på bænken.
Atalanta var på forhånd undertippet, men italienerne bød Real Madrid op til dans fra start.
Der var optræk til chancer i begge ender, men først lige før pausen var Real Madrid for alvor farlige. Lidt tilfældigt havnede bolden for fødderne af Rodrygo, som bankede bolden på overliggeren.
Artiklen fortsætter efter billedet

Der blev ikke scoret i første halvleg, det ændrede sig dog efter pausen.
Real viste klassen
Bare få minutter inde var Real Madrid-målmand Thibaut Courtois tvunget ud i en stor redning, da Mario Pasalic sendte et hovedstød mod det lange hjørne.
Efterfølgende satte Real Madrid sig på tingene. En time inde viste spanierne klassen.
Vinicius Junior havde hidtil været anonym, men pludselig viste han sin fart, og så fandt han Federico Valverde, som inde i det lille felt scorede karrierens letteste mål til 1-0.
Otte minutter senere ville Mbappé også være med.
Franskmanden rev sig fri i feltet, og så kunne han med største selvfølgelighed banke bolden op i nettaget efter et flot oplæg af Jude Bellingham.
Således noterede Mbappé sig for sin første scoring i den hvide Real Madrid-trøje. Fremtiden vil vise, om det bliver starten på en æra i kongeklubben.
Atalanta forsøgte mod slutningen at presse på for en reducering, men det blev ved lige ved og næsten for italienerne.
Opgøret bød ikke på flere scoringer, og dermed vandt Real Madrid sæsonens første trofæ med en 2-0-sejr over Atalanta.
Kylian Mbappé blev skiftet ud efter 83 minutter.


Real Madrid
Atalanta
UEFA Supercup






























