2021-06-18 12:56:01

DS-klub kan skrive historie: Bliver rigtig stort

Danmarksserie-klubben Karlslunde IF kan med ét point i lørdagens opgør mod GVI kalde sig for en divisionsklub for første gang nogensinde, og det er rigtig stort, siger Jesper Myhrmann.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Lørdag kan blive den helt store festdag i Karlslunde. Her kan Danmarksserie-klubben nemlig rykke op i næste sæson af 3. division med minimum ét point i opgøret mod GVI (Gentofte-Vangede Idrætsforening) på Karlslunde Stadion.

Danmarksserie-mandskabet er nemlig ni point foran GVI på tredjepladsen med tre runder igen, og det vil være meget specielt, hvis det lykkes klubben at blive et divisionsmandskab for første gang nogensinde.

Karlslunde-assistenttræner Jesper Myhrmann siger til LigaBold.dk, at det gør noget ekstra, at klubben selv kan afgøre det på hjemmebane foran fansene, og at det kan blive en historisk dag.

- Det bliver rigtig stort for klubben. Det er faktisk lidt forud for klubbens målsætning. Vores målsætning var egentlig, at vi skulle med i toppen af rækken og prøve at rykke op inden for de næste par år. Det var målet, men at vi står her allerede, så skal man selvfølgelig gribe chancen, når den byder sig.

Artiklen fortsætter efter billedet

Danmarksserien -DS-klub kan skrive historie: Bliver rigtig stort
Foto: Karlslunde IF

- Nu har vi i løbet af hele sæsonen været et af de eneste hold, der meldte ud, at vi gik efter at være ét af topholdene. At vi så ligger til at være en af oprykkerne, det er jo bare dejligt, så det er noget, som klubben og klubbens bestyrelse har arbejdet for og målrettet mod, så vi er selvfølgelig glade for, at vi kan opfylde den målsætning før tid, siger Jesper Myhrmann til LigaBold.dk.

Det gør det vel ekstra specielt, at I kan have mange tilskuere på stadion?

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Ja, selvfølgelig. Man har også fra klubbens side inviteret vidt og bredt i klubben blandt andet klubbens ungdomsspillere. De er i større grad blevet informeret om, at det er nu, hvor det kan ske, og forhåbentlig har taget deres Karlslunde-spilledragter på for at skabe noget farve og stemning på sidelinjen. Jeg tror, at det vil blive en rimelig stor fest for hele klubben, hvis det lykkes at rykke op på lørdag.

Vil gerne have revanche mod GVI

Karlslunde-assistenten siger, at det er en fantastisk situation at stå i, at mandskabet blot skal bruge ét point i opgøret, og at det er meget spændende at kunne være til at skrive historie.

Myhrmann slår dog fast, at Danmarksserie-holdet gerne vil give fansene en sejr. Kampen mod GVI er også speciel for Karlslunde, da udeholdet i det omvendte opgør slog topholdet med 2-1.

- Det er jo et af de hold, som vi har haft det sværest med, også fordi vi fik en udvisning. GVI er jo et rigtig godt hold, og vi vil gerne måle os med de bedste, så vi vil altid gå efter de tre point. De ligger lidt i klubbens filosofi.

Jesper Myhrmann har stor tiltro til, at Karlslundes offensiv kommer til at fungere godt i opgøret, som det har gjort i løbet af hele sæsonen. Derfor vil holdet heller ikke lave det store om mod GVI trods nederlaget tidligere i oprykningsspillet. Karlslunde vil forsøge at få GVI på glatis, så festen kan bryde løs i Karlslunde efter kampen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Assistenttræneren siger, at spillerne måske er lidt ekstra spændte op til opgøret, men når kampen går i gang, så kan Karlslunde forhåbentlig spille frit.

- Ud fra trænersynspunktet er der ikke noget ekstra pres, men det kan være, at spillerne føler et eller anden form for ekstra pres i forbindelse med, at det kan være den afgørende kamp i forhold til at få det afgjort. Der kan godt være, at det ligger lidt i det i form af nervøsitet, men når dommeren fløjter, så plejer den slags nerver jo at lægge sig, og det regner vi også med, at de gør, siger Jesper Myhrmann til LigaBold.dk.

Karlslunde IF har lige nu 57 point efter 25 kampe. Det er fem point flere end Herlev IF på andenpladsen, mens GVI er ni point efter Karlslunde med tre runder igen. De to bedste hold i Danmarksserien Oprykningsspil Pulje 1 sikrer sig en plads i næste sæson af 3. division.

LigaBold.dk tager en tur til Karlslunde Stadion for at dække opgøret mellem Karlslunde IF og GVI, og du kan efter slutfløjtet læse om opgøret på LigaBold.dk og bold.dk. Kampen fløjtes i gang lørdag 19. juni klokken 12.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.

Ingen kommentarer

I øjeblikket er der ingen kommentarer til denne artikel. Vær den første til at kommentere.

Skriv kommentar

annonce
annonce
annonce
annonce
0