Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.
Karlslunde IF har haft et godt efterår, hvor holdet nærmest har gjort rent bord i Danmarksserien Pulje 1 med 25 point efter ti kampe. Det er syv point mere end Ishøj IF, KFUM og Køge Nord FC på de efterfølgende pladser.
En af grundene til den store succes for Karlsunde IF er Mark Moesgaards mange mål. Han er noteret for 11 mål i ni kampe. Det gør ham til den mest scorende i Pulje 1, et mål foran Ishøj-spilleren Christian Offenberg.
Mark Moesgaard siger til LigaBold.dk, at han bestemt ikke havde regnet med at toppe topscorerlisten ved 2020's udgang.
- Jeg er da overrasket over, hvor meget jeg har scoret. Selvfølgelig havde jeg en forventning om, at jeg ville score mange mål, men at jeg ligefrem ville være topscorer med 11 mål i ni kampe, det havde jeg ikke forventet.
- Jeg havde snakket med træneren om at blive rykket op fra kant til angriber. I den seneste sæson spillede jeg kant, hvor der i vores formation også er lidt defensiv arbejde. Vi spiller for at sætte angriberen op, og så scorer man helt naturligt flere mål, siger Mark Moesgaard til LigaBold.dk.
Mark Moesgaard siger, at Karlslunde har været skarp i opspillet, og det har givet ham en masse bolde at arbejde med.
- Vi er jo generelt et hold, der gerne vil spille bolden, og vi er et offensiv tænkende hold. På den måde kommer der mange chancer. Med de to kanter, som jeg har, til at servicere mig, ville jeg være et skarn, hvis jeg ikke scorede en masse mål.
Hemmeligheden bag de mange mål skal blandt andet findes i, at angriberen har haft stort fokus på det offensive.
- Jeg har for det første sparet mine kræfter til det offensive, det må jeg erkende. Derudover har jeg en tro på, at mine medspillere nok skal finde mig derinde, og så søger jeg måske målene lidt anderledes, end andre gør, ved hele tiden at komme i de farlige områder og være i feltet. Jeg kan dog også godt lide at sparke udefra, og det har også givet mig nogle mål i denne halvsæson.
Vildt sammenhold
Karlslunde IF har et unikt sammenhold og en stor tro på egen evne. Der har gjort, at holdet har været vundet mange af de lige opgør. Holdet har skabt sig et solidt forspring ned til konkurrenterne, og derfor går klubben også med drømme om at rykke op i 2. division.
- For det første tror jeg, at vi har en eller anden mentalitet om, at vi er et tophold. Det tror jeg, at truppen er klar over, og så bliver den generelle træningsindsats og niveauet til træning også lagt derefter. Derudover har vi et vildt godt sammenhold på holdet.
- Mange spillere kender hinanden i forvejen, da vi har spillet ungdomsfodbold sammen, så vi er megagode venner alle sammen. Det giver en form for holdånd, hvor vi kæmper for hinanden.
- Derudover så synes jeg, at vi har været skarpe, hvor vi har vundet kampene med 2-1 eller 2-0. Der var en kamp mod Frederikssund, hvor vi scorede i det 92. minut efter et hjørnespark, hvor vi fik vippet bolden ind med hælen. Der har også været en smule held i det, ved at vi lige har fået de ekstra point.
Hvilket potentiale har holdet?
- Det ved jeg ikke. Vi er et superdygtigt hold, og vi har mange spillere, der har spillet 2. division før. Derudover har mange spillet i ligaklubber som unge. Nu er folk ved at nå den alder, hvor vi er ved at være modne i vores spil, og det, tror jeg, giver et helt vildt stort potentiale.
- Springet er bare også stort, og man skal træne det mere og helt generelt være bedre. Men jeg tror godt, at vi kan spille med mod bundholdene (i 2. division, red.), men det kræver også til tilvænning, hvis vi går hen og rykker op.
Når Mark Moesgaard skal pege på holdets største konkurrent i puljen, så er han klar i mælet.
- Jeg vil sige, at det er Ishøj. Det er megadygtigt hold og har mange tidligere Superliga-spillere. Det vil da være naivt at tro, at de ikke kan overhale os endnu, men omvendt har vi været megagode internt mod Ishøj.
- Jeg kan ikke huske, at vi har tabt til dem. Det er nogle imponerende resultater, som de har haft mod de andre hold.
Har ikke længere fodbolddrømme
Mark Moesgaard nyder fodboldtilværelsen i Karlslunde IF. Det skyldes blandt andet det store arbejde, der bliver lagt hos klubbens fans og frivillige.
- Der er gode støtter omkring holdet, og de gør et stort stykke arbejde. Vores sportschef laver et kæmpe arbejde, og bestyrelsen står bag os. Hele klubmiljøet generelt er rigtig godt, og det betyder også, at de drenge, der er omkring holdet, også er med til at skabe en god klubkultur.
- Der er de her folk, der hepper på os og styrer grillen til kampene og serverer en fadøl en gang imellem. Det er guld værd for klubben, og det sætter vi alle sammen stor pris på.
Den 23-årige spiller har tidligere gjort sig i 2. division for Slagelse, og da han bliver spurgt til fodbolddrømmene, så har han allerede taget et stort fodboldvalg trods sin unge alder.
- Jeg drømmer faktisk ikke rigtig mere (fodboldmæssigt, red.). Jeg arbejder som revisor, og jeg vil gerne gøre erhvervskarriere i stedet for, så det går jeg og drømmer om. Jeg har også snakket med trænerne om, at jeg kun kan træne en gang om ugen.
- Jeg elsker stadig at komme i klubben, men for mig er drømmen lagt på hylden. Er scenariet, at vi rykker op, så ved jeg heller ikke, om jeg har tid til det, men jeg vil stadig være omkring klubben og holdet, og jeg nyder stadig at spille fodbold, siger Mark Moesgaard til LigaBold.dk.
Karlslunde IF skal i aktion igen til marts, hvor Husum Boldklub venter 20. marts i Husum.



CampoBet 3. division
Karlslunde IF


































