League of Ireland -Dundalk-dansker tager et år ad gangen
Foto: Dundalk
2017-03-27 15:43:01
Foto: Dundalk

Dundalk-dansker tager et år ad gangen

Niclas Vemmelund sigtede efter England eller Skotland, men er meget tilfreds med sit skifte til den irske mesterklubb Dundalk.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Efter et succesfuldt år hos Derry City var den 24-årige danske forsvarsspiller Niclas Vemmelund transferfri denne vinter, og han sigtede i første omgang efter en engelsk eller skotsk klub.

Han endte dog til sidst i den irske mesterklub Dundalk, og det har han ikke haft grund til at fortryde.

- Jeg kan allerede nu godt mærke, at jeg er kommet til en betydelig større klub. Folk forventer nærmest, at vi vinder 3-0 eller 4-0 hver eneste gang. Og det er et stort pres, for mange af holdene i i ligaen har oprustet meget, siger Vemmelund til bold.dk og fortsætter:

- Dundalk har vundet mesterskabet tre år i træk, men internt er alle bevidste om, at dette bliver den sværeste sæson i et stykke tid. Ligaen er generelt i vækst, så det er en stor udfordring at vinde mesterskabet igen, især når klubben samtidigt også satser på at komme i endnu et europæisk gruppespil. Men der bliver investeret og gjort meget for fastholde positionen.

Dundalk og ligaens vækst gør også Vemmelunds ærgrelse over at have misset et engelsk eller skotsk skifte mindre.

- Jeg vil faktisk sige, at for mig er Dundalk mere attraktiv end de fleste skotske klubber. Udover Celtic er der jo ikke så mange klubber i Skotland, der spiller med om mesterskabet, og det vil også have været svært at komme til en klub med de samme europæiske muligheder som Dundalk.

- Hvis jeg skulle have været til noget væsentligt bedre, så skulle det nok have været den engelske Championship, men muligheden kom ikke, siger Vemmelund, der har skrevet med Dundalk for resten af 2017:

- Jeg tager det et år ad gangen nu. Jeg har været ude længe efterhånden, og jeg må se, hvordan det hele ser ud efter sæsonen.

Vemmelund har også spillet i islandske Stjarnan og svenske Brommapojkarna udover sin ophold i FC Fyn, OB og Marienlyst.

mikael@bold.dk

Annonce

2 kommentarer

Se kommentarer
Annonce