Betinia Ligaen vender tilbage fredag aften.
Esbjerg fB skal dog først i aktion lørdag eftermiddag, når de får besøg af AC Horsens.
For begge hold er der vigtige point på spil i kampen om top-6.
Men Esbjerg fB skal levere på en noget højere klinge end i generalprøven, hvor vestjyderne tabte til Vendsyssel med 0-1.
Det fortæller sportschef, Sebastian Brydegaard, til Bold.
- Seneste præstation mod Vendsyssel var ikke opløftende. Der spillede vi en kamp, der er et stykke fra det niveau, der skal til for at slå Horsens. Vi ved, at vi skal op at levere på et endnu højere niveau, end det vi præsterede mod Vendsyssel.
Artiklen fortsætter efter billedet

Selvom sidste kamp ikke gik som ønsket, ser sportschefen tilbage på en fin opstart, hvor han glæder sig over truppens sammensætning.
- Alle spillere har fået lov til at spille, og vi har fået testet nogle forskellige konstellationer, og spillerne har generelt vist sig godt frem. Hvis vi ser bort fra den sidste kamp, har vi haft en ret fin opstart, hvor der er blevet arbejdet fornuftigt på træningsbanen.
- Vi kan mærke, at vi har fået sammensat en spillertrup, der er ærgerrige og har det godt sammen med masser af potentiale. Så på den måde står vi et okay sted.
Alligevel er han ikke tilfreds med udfaldene af træningskampene, hvor det er blevet til en sejr, to uafgjorte og tre nederlag.
- Men når vi kommer ind på kampene, er det nærliggende at huske den, man senest har spillet, som var den mod Vendsyssel. Den viste, at vi har et stykke vej at gå endnu. Så både spillertrup og trænerstab har arbejdet benhårdt i den her uge for at sørge for, at vi er der, når det gælder, afslutter Sebastian Brydegaard.
Kampen mod AC Horsens spilles klokken 13.00 lørdag.

Esbjerg fB
Betinia Liga

























