Efter 13 år og over 400 kampe er det denne sommer slut for Chris Brunt i West Bromwich.
Den 35-årige anfører forlader Championship-klubben, når hans aftale udløber denne sommer, meddeler West Bromwich.
- Det er slutningen på en lang rejse, hvor vi alle har oplevet, at Chris er blevet én af vores største ikoner og spillere. Jeg synes, det har været et fantastisk 'ægteskab'. Albion har været gode for Chris, og Chris har været god for Albion, siger direktør Mark Jenkins.
Helt præcist har Chris Brunt spillet 419 kampe for West Bromwich, og han er den spiller, som har flest Premier League-optrædener for klubben - 269 styk.
Han har været med til at rykke West Bromwich op i Premier League to gange, ligesom han har spillet 65 landskampe for Nordirland inden sit stop i 2018.
Hvorvidt Chris Brunt fortsætter karrieren eller stopper, vides endnu ikke.


West Bromwich
Championship





























