Sydsiden bliver for en stund til Nordsiden.
Efter beslutningen om at straffe Brøndby med lukning af tilskuerafsnittet på Sydsiden til hjemmekampen mod Silkeborg, rykker klubbens stemningsskabende fans nu 'nordpå'.
Ifølge Bolds oplysninger har en stor del af de stemningsskabende fans - herunder medlemmer af fraktionen Alpha - der normalt har plads på den berømte stemningstribune, valgt at samle tropperne i den modsatte ende af stadion.
Fredag kom det frem, at Fodboldens Disciplinærinstans havde besluttet at straffe vestegnsklubben hårdt som følge af mandagens derby, hvor der var 'særdeles massiv og organiseret afbrænding af pyroteknik' i Parken, hvilket førte til en lang afbrydelse af kampen.
Det kostede de blågule en lukning af Sydsiden til mandagens kamp samt en bøde på 150.000 kroner for overtrædelserne.
Artiklen fortsætter efter billedet

Men nu tyder noget altså på, at den hårde straf ikke for alvor ser ud til at ramme dem, der er blandt årsagerne til den. I stedet rykker de bare plads.
Som følge af straffen har Brøndby IF tilbudt fans, der oprindeligt skulle have taget plads på Sydsiden, om at trække billet til de resterende ledige pladser på stadion.
Det fremgår af en mail fra klubben, der er sendt til dem, som er berørte af straffen, og som efter 'først til mølle'-princippet kan få sig en ny plads.
I den forbindelse har blandt andre Alpha-medlemmer ifølge Bolds oplysninger været hurtige og valgt at samle sig på Nordtribunen.
Brøndby oplyser søndag på deres hjemmeside, at man for at maksimere antallet af pladser på stadion har valgt at flytte udebaneafsnittet til dele af afsnittet over det normale udebaneafsnit.
I stedet vil det normale udebaneafsnit blive benyttet af Brøndby-fans.
Klubben oplyser desuden, at hvis man har betalt for en billet i et område, der er lukket som følge af straffen, vil pengene blive refunderet og være tilbage på ens konto inden for fem hverdage.
Bold har forsøgt at få en kommentar fra både Brøndby og Fodboldens Disciplinærinstans, men det har indtil videre ikke været muligt.
Bold ville ellers gerne have spurgt Fodboldens Disciplinærinstans, om den hårde straf kommer til at virke efter hensigten, hvis de stemningsskabende fans blot rykker et andet sted hen på stadion.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Silkeborg IF
Brøndby IF
3F Superliga







































