Man kan godt finde trommen frem igen, hvis man tager i Sundby Idrætspark for at se B.93 i aktion.
Tidligere fik Betinia Liga-klubben et forbud mod at bruge trommer og megafoner til klubbens hjemmekampe fra Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning.
B.93 oplyser dog nu, at forbuddet er blevet sat på pause, efter at klubben valgte at klage over beslutningen.
– Vi har selvfølgelig været nødt til at klage over forbuddet, fordi vi grundlæggende er uenige i begrundelsen. Det virker også skævt, at vi som den eneste af klubberne med hjemmebane i Sundby Idrætspark er blevet pålagt et forbud.
– Samtidig er det en principiel trussel mod fankulturen i Danmark, hvis den slags forbud begynder at danne præcedens. Vi har hele tiden været indstillet på at tage hensyn til lokalområdet og naboerne, og det er vi fortsat dedikeret til.
Artiklen fortsætter efter billedet

– Men fodbold uden lyd og liv mister noget af sin sjæl – og derfor er vi meget glade for, at trommer og megafon nu er tilbage i Sundby.
– Det er vigtigt at understrege, at pausen kun gælder i Sundby Idrætspark. I Vanløse Idrætspark til vores kvindeholds kampe er forbuddet fortsat gældende, siger Christian Engell, som er administrerende direktør i B.93 Copenhagen APS.
B.93 melder desuden, at kommunen nu vil foretage nye undersøgelser, før der bliver truffet en endelig afgørelse.
Men indtil videre er det nu muligt at give den gas med megafonerne og trommerne til B.93's hjemmekampe i Sundby Idrætspark.

FCK og FCM jagter Beijmo
Hattrick | Afsnit 84Felix Beijmo har været en af AGF’s helt store profiler i guldsæsonen, men spørgsmålet er nu, hvor den svenske back skal spille efter sommerferien.
Læs mere

B.93
Betinia Liga








































