Det er noget af en trænerkabale, der skal gå op i Sparta Prag, efter at man har solgt Brian Priske til Feyenoord, som Bold kunne afsløre fredag aften.
Ifølge Bolds tjekkiske kilder får hans nu tidligere danske assistenttræner i Lars Friis, som man har været meget glade for, muligheden for at træde et skridt op og sikre sig det store job som cheftræner i Prag-klubben permanent.
Om han bliver siddende i stolen i længere tid afhænger af, hvordan den kommende periode forløber sig.
Med andre ord er der tale om en kontrakt, der kan opsiges med kort varsel, hvis det viser sig ikke at være et match.
Det er den løsning, ledelsen er kommet frem til, fordi danskeren har vist sine store kompetencer i assistentrollen, men det betyder ikke, at man ikke har undersøgt andre muligheder.
Artiklen fortsætter efter billedet

Danske Jakob Michelsen, der er cheftræner i norske Ham Kam, har været i dialog med Sparta Prag om cheftrænerjobbet. Det samme har tidligere Club Brügge-træner Ronnie Deila fra Norge.
Der har tidligere i hollandsk presse været spekuleret i, om Lars Friis skulle med Brian Priske til Feyenoord, men det bliver altså - som det ser ud nu - ikke tilfældet.
Foruden Friis og Priske har Christian Clarup og Lukas Babalola også den seneste tid været i Sparta Prag.
Sparta og Feyenoord blev fredag enige om et salg af Priske, og prisen lyder på cirka 12,6 millioner kroner.

Feyenoord
Sparta Prag
Æresdivisionen
1. Division



































