Hobro har indledt en oprustning forud for et svært forår i bunden af Superligaen. I første omgang har træner Ove Pedersen og sportschef Jens Hammer Sørensen koncentreret sig om defensiven og hentet Babajide Ogunbiyi og Michael Christensen.
De skal konkurrere med blandt andre Anders Egholm om spilletiden i defensiven. Egholm hilser de nye konkurrenter velkommen.
- Jeg synes, det er positivt. Jeg kender Babajide som en brølstærk midterforsvarer, så han har nogle klare kompetencer, som jeg føler, vi sagtens kan få brug for. Han viste i hvert fald de sidste kampe for Viborg, at han har niveauet. Det virker som en fin signing, siger Egholm til bold.dk og fortsætter:
- Vi har fået lidt mere bredde i truppen, så der er blevet bygget på. Jeg synes, vi står meget stærkt.
Egholm frygter ikke, at han havner på bænken i foråret.
- Når jeg kommer i gang og er på mit topniveau, synes jeg, at jeg har noget at bidrage med. Det håber jeg også, at Ove synes. Men lige nu tænker jeg kun på mit comeback, siger Egholm og fortsætter:
- Om det er den ene eller anden, der spiller min plads, betyder ikke så meget for mig. Jeg synes, jeg har vist, at jeg har et højt niveau. Det skal jeg ramme, og så må Ove vurdere, hvem der skal spille. Jeg synes, at jeg har noget at byde ind med.
Egholm og Michael Christensen har spillet nøjagtig lige mange Superliga-kampe, nemlig 137. Babajide Ogunbiyi er noteret for 31 kampe i den bedste danske række.
kristian@bold.dk


Hobro
3F Superliga































