Den tidligere AaB-spiller Magnus Christensen er på klubjagt.
Midtbanespilleren har fået fripas i norske Haugesund, hvilket klubbens pressechef også bekræftede til bold.dk i sidste uge med den besked, at Christensen var i Danmark for at finde en ny klub.
26-årige Christensen befinder sig helt præcist i Aalborg, hvor han træner med i sin gamle klub AaB for at holde formen ved lige og være klar til, at der kommer til at ske noget på klubfronten.
For i Haugesund var det ikke en dans på røde roser, erkender Magnus Christensen til bold.dk.
- Hverken jeg eller min kæreste trives sindssygt godt i Haugesund. Det var egentlig min plan allerede i sommer, at jeg skulle finde noget andet.
- Der var lidt muligheder i sommer, men der valgte Haugesund at beholde mig for at være med til at sikre overlevelse. Det skete, og så var aftalen, at jeg kunne kigge efter noget andet efter sæsonen. Det er der, den ligger nu.
- Det har været en kaotisk sæson i Haugesund, hvor der skete en masse forskellige ting. Det gjorde også, at jeg tænkte, at jeg ville prøve at finde noget andet, anden klub og en anden oplevelse både på og uden for banen, siger han.
Magnus Christensen har spillet 45 kampe i Haugesund-trøjen.
Glippede tysk skifte i 11. time
Der er stadig lidt under to uger tilbage af januars transfervindue, men alligevel begynder Magnus Christensen at blive utålmodig, da Haugesund er et overstået kapitel for ham.
Især når et klubskifte har været tæt på tidligere i vinduet, fortæller hovedpersonen.
- Der har været noget konkret interesse. Der har også været noget, der var tæt på at lykkes, men som ikke skete af uforklarlige årsager, som jeg ikke lige kunne gennemskue.
- Det kan også være, at det ender med at lykkes alligevel. Det ved jeg ikke endnu, men der har været lidt konkret. Den der døde lidt i 11. time, så nu venter jeg lidt på, at der opstår noget.
- Der er også stadig lidt tid til deadline, men jo længere tid, der går, jo mere utålmodig bliver man også.
Var klubben i udlandet?
- Ja, det var en udenlandsk klub, som jeg også rigtig gerne ville. Det kan også være, at det stadig sker. Jeg kan konstatere, at det var tæt på, men den døde lidt ud den seneste uges tid. Det var en fed mulighed, syntes jeg, som jeg rigtig gerne ville.
Kan du sætte navn på klubben?
- Nej, det tænker jeg ikke, at jeg kan, men det var en klub i Tyskland. Det ville have været en fed mulighed, men nærmere kan jeg ikke komme på det, siger Magnus Christensen.
Udlandet lokker mest
Nu står den tidligere AaB'er over for et klubskifte, hvor der bliver taget en masse erfaring med fra opholdet i Norge.
Selvom Christensen lige nu er i Danmark, så er det mest udlandet, blikket er rettet mod. Han er dog ikke afvisende for at blive i landet.
- Jeg vil gerne forsøge mig i udlandet og se, om der er noget spændende. Jeg har dog også fundet ud af, hvor meget det vægter at både min kæreste og jeg trives uden for banen.
- Det håber vi selvfølgelig kan ske i udlandet et sted i en fed klub, liga og land. Ellers kunne det være noget omkring Danmark, hvor man kunne bo i Aarhus eller København. Jeg er egentlig åben for det meste. Det skal bare være et sted, hvor min kæreste og jeg kan trives.
- Det er ikke et most, at det skal være uden for landets grænser, men som jeg siger, så er jeg eventyrlysten. Derudover er både min kæreste og jeg i den alder, hvor vi har muligheden for at komme ud for at prøve noget uden for landets grænser, hvor vi kan bo i nogle år.
- Det er det, jeg stiler efter, men jeg er overhovedet ikke afvisende over for noget interessant herhjemme, siger Magnus Christensen, der ikke tror på, at en aftale med AaB vil ske.
Magnus Christensen har kontrakt med Haugesund til 2025.

Haugesund































