Brasiliansk fodbold er blevet ramt af en frygtelig sag, som fandt sted inden opgøret mellem Bahia og Sampaio Correa i Copa do Nordeste.
Da Bahia var på vej til stadion, eksploderede der nemlig en bombe inde i selve spillerbussen. Dette medførte, at tre spillere kom til skade, hvor det især gik ud over holdets målmand.
- Bahia oplyser, at en bombe eksploderede i holdets bus ved ankomsten til Fonte Nova, og at der var spillere, som blev såret.
- Det mest bekymrende tilfælde er målmanden Danilo Fernandes, som blev ramt af granatsplinter i ansigtet og allerede er blevet bragt til et hospital, meddelte klubben på Twitter.
Efter hændelsen blev der så diskuteret, om opgøret mod Sampaio Correa overhovedet skulle spilles, men Bahia-spillerne ville i kamp, og det endte da også med en sejr på 2-0.
Den brasilianske klub har siden meddelt, at de tre spillere er ved at komme sig, men keeper Fernandes skal igennem en række ekstra undersøgelser.
- Danilo Fernandes har det fint, men skal tilbringe natten på hospitalet. Målmanden havde flere skader i ansigtet, på halsen og på de nedre lemmer, som måtte syes.
- Han vil være under observation med henblik på yderligere undersøgelser og en vurdering hos en øjenlæge, da der er et snit nær øjet.
— Esporte Clube Bahia (@ECBahia) February 24, 2022


Bahia
Serie B

































