FC Roskilde kommer til at luge godt og grundigt ud i truppen denne vinter. Fire spillere er allerede definitivt væk fra 1. divisions bundprop.
Det drejer sig om Jules Youmeni, Dawda Ngum, Devrim Sahin og Kristian Lindberg. Det bekræfter cheftræner Martin Jungsgaard.
- Det var spillere, hvis aftaler ophørte ved årsskiftet. De havde spillet deres chance og var blevet hentet ind på et tidspunkt, hvor klubben på en eller anden måde handlede for overhovedet at få et fodboldhold på benene.
- Der var taget nogle chancer med nogle af dem, og vi havde håbet, det var gået bedre, end det gjorde. Det er spillere, der ikke har spillet så mange kampe for os, så jeg tror også, de gerne selv ville noget andet.
- Vi har en begrænset økonomi, og den vil vi gerne bruge på de spillere, der gør sig gældende på holdet, siger Jungsgaard til bold.dk.
Profiler med udløb
Foruden de fire har både Mikkel Basse, Lee Rochester og Nicklas Mouritsen kontraktudløb. Det er dog ikke med FC Roskildes gode vilje, at de tre skal væk.
- Jeg håber altid for mine spillere, at hvis de kan få fuldtidsaftaler, så skal de selvfølgelig det, hvis det giver mening for dem. Hvis de ikke gør det, er de velkomne til at være hos os under den økonomiske virkelighed, vi har, siger Martin Jungsgaard.
- Lee Rochester nåede ikke sit topniveau i efteråret. Det skyldtes primært nogle problemer med en akillessene. Ellers er han jo en spiller, der på alle mulige måder leverer både på og uden for banen, idet han tager stort ansvar for truppen og dens velbefindende.
- Nicklas er en rigtig god spiller, og jeg undrede mig lidt over, hvorfor Lyngby overhovedet lod ham gå i sommer. Han er enormt professionel. Han passer sine ting, gør altid noget ekstra og er altid klar til træning og kamp. Ham kan jeg på alle mulige måder stå inde for.
- Mikkel er fuldt professionel. Han er megagod til træning, og han tager rigtig godt vare på sig selv og er altid klar og leverer altid varen. Det er nogle professionelle drenge, som gør alt, hvad de kan, siger Jungsgaard.
De tre er lige nu velkomne til at træne med i FC Roskilde, fortæller Jungsgaard, som også håber at forlænge samarbejdet med en eller flere af dem.
Jessen skal ud
Den 27-årige offensivspiller Nicolai Jessen ser også ud til at være på vej videre. Han har godt nok en kontrakt, der løber frem til sommer.
Hos sn.dk beskrives han som værende persona non grata i FC Roskilde – så vidt vil Jungsgaard dog ikke gå.
- Jeg tror, det vil være bedst for Nicolai at spille et andet sted. Det er ikke sådan, at han er persona non grata – men det er bedst for alle parter, at han er i en anden klub. Han har ikke lagt skjul på, at han gerne vil et andet sted hen.
- Nicolai har jo gjort det fint, men vi vil have spillere, der føler sig fuldt forpligtede til det, vi går og laver. Jeg ved, der bliver forhandlet om en kontraktophævelse, siger Jungsgaard.
Nicolai Jessen har i spillet 12 kampe i efteråret, men jagter altså nu en fuldtidsaftale et andet sted.


FC Roskilde
Betinia Liga
































