Engagerede fans forhindrede spillertilgang

Julen er over os, og det betyder, at man gerne må gøre noget, man ellers ikke altid gør - så det har vi valgt at gøre hos bold.dk.

Vi har således taget et lidt anderledes kig på nogle klubber, som vi normalt ikke går så tæt på. Det er nogle lidt skæve klubber med nogle sjove historier, og det er vores lille julegave til dig, kære læser.

I dag handler det om en spansk fodboldklub, hvor tilhængerne går op i meget mere end fodbold.

Den politisk engagerede lillebror
Spaniens hovedstad Madrid er en af de største fodboldbyer i verden, og normalt er det de 13-dobbelte Champions League-vindere Real Madrid og Diego Simeones bomstærke Atletico Madrid-hold, der løber med overskrifterne.

Madrid har for tiden hele fem klubber i La Liga, da Getafe, Leganes og Rayo Vallecano også er at finde i den bedste spanske række i denne sæson.

Rayo Vallecano er lillebror i Madrid, men for de lokale fans i Vallecas er kærligheden betingelsesløs, og tilhængernes politiske standpunkt fylder en hel del.

Rayos tilhængere er bredt anerkendt som en meget stolt fangruppering, der støtter klubben i tykt og tyndt - også når der er sportsligt dårlige resultater, hvilket der har været mange af i klubbens historie.

Rayo lå i 2000 i La Liga, hvor klubben blev nummer ni, men siden da rykkede Rayo ud af ligaen i 2004 og var blandt andet i fire sæsoner nede at vende i landets tredjebedste række, før holdet rykkede op i La Liga igen denne sommer.

Engagerede fans kom i vejen for klubskifte
Klubben er kendt som arbejderklassens klub, hvilket også kendetegner det område i Madrid, Vallecas, hvor Rayo Vallecano hører til, og hvor Rayo er den eneste klub for de lokale.

Den irske journalist og forfatter, Robbie Dunne, som har skrevet bogen 'Working Class Heroes: The Story of Rayo Vallecano', forklarer, at det ikke er afgørende for tilhængerne, at holdet vinder eller spiller i den bedste række, men at spillerne bærer klubbens trøje med stolthed.

Som Robbie Dunne udtrykker det over for irske The Journal, så er Rayos fans imod moderne fodbold.

Ultras-grupperingen, Bukaneros, er antifascistiske, antihomofobiske og støtter kvinders rettigheder, og de politiske holdninger er flere gange kommet til udtryk i klubbens historie.

De venstreorienterede fans trak i starten af 2017 overskrifter, da de protesterede voldsomt mod, at klubben havde sikret sig den ukrainske angriber Roman Zozulya på en lejeaftale hos Betis.

Zozulya havde, i Rayo-tilhængernes øjne, politiske overbevisninger, som lå så langt fra tilhængernes standpunkter, at de ikke kunne se ham repræsentere klubben - hvorfor lejeaftalen blev revet i stykker.

Klub og fans støtter minoriteter
Det er ikke kun tilhængerne, som fra tid til anden giver udtryk for politiske holdninger.

I 2015 var Rayos udebanedragt en sort trøje med den traditionelle skrå stribe hen over trøjen, men hvor hjemmebanedragten har en velkendt rød stribe, havde udebanedragten denne sæson regnbuefarver.

Dragten og striberne var lavet for at vise støtte til homoseksuelle og transkønnede og havde et mål om at tackle diskrimination.

Dragten havde sloganet 'Rayo Vallecano with the unsung heroes', og for hver trøje, klubben solgte, blev syv Euro sendt videre til syv velgørende organisationer, heriblandt kampen mod kræft, for at støtte handicappede og til folk som kæmper for miljøet.

Tidligere har Rayo også spillet en kamp i La Liga mod Athletic Bilbao, hvor spillerne havde båret regnbuefarvede snørebånd på fodboldstøvlerne for at bekæmpe homofobi i fodbold.

Rayo-fans er fra Vallecas - med visse undtagelser
Blandt Rayos tilhængere er man langt hen ad vejen af den opfattelse, at der kun findes Rayo-fans i Vallecas.

Folk uden for kvarteret og Madrid holder ikke med den lille klub, men støtter i stedet de gigantiske klubber i Madrid.

Der er dog visse undtagelser, og der findes også Rayo-fans i Danmark.

En af disse er Jan Jensen fra Viborg, som begyndte at følge Rayo for adskillige år siden, da favoritspilleren, engelske Laurie Cunningham, første brillerede på skærmen i Tipslørdag og siden tog turen til spansk fodbold, hvor han både nåede at spille for Real Madrid og Rayo.

- Jeg sad i mit barndomshjem en kold december-lørdag, 14 år gammel, og så Manchester United-West Bromwich, som endte 3-5, på et lille sort/hvid-tv. På West Bromwich' venstrefløj tryllede Laurie Cunningham, og jeg fulgte siden den dag hans karriere, forklarer Jan Jensen.

- Han kom ad to omgange til Rayo og spillerede i foråret 1989 sin sidste kamp, ikke bare for Rayo, men i sin karriere.

- Han scorede målet, som sikrede Rayo oprykning til La Liga, men 15. juli samme år var det slut, da han kørte sig ihjel en tidlig morgen i Madrid. En legende var død, men min interesse for Rayo var født.

Rayo blev grundlagt i 1924 og deltog i starten af dette årtusinde i UEFA Cuppen, hvor Rayo blandt andet sendte Viborg ud på reglen om udebanemål.

For første gang på dansk tv kunne man opleve billeder fra det lille og meget intime Campo de Futbol Vallecas i Madrids baggård, husker Jan Jensen.

- Det jeg bed mest mærke i, var den manglende endetribune, som var erstattet med en solid mur - samt den anden endetribune, hvor fanatiske fans sang slagsange med tydelige politiske budskader, mens der blev flaget med både Che Guevara og hammer og segl. Da blev jeg, som socialist, for alvor interesseret i klubben og den politiske ståsted.

Hellere 200 Viborg-fans end 20.000 Camp Nou-turister
Jan Jensen var solgt, da han for første gang skulle opleve Rayo Vallecano spille en hjemmekamp i Vallecas.

- Når man som jeg har prøvet at tage metrolinie 1 mod Valdecarros og stået af på Portazgo-stationen, taget trapperne op til Avenida de la Albufera og stået foran stadion på en kampdag, hvor man ser Los Bukaneros demonstrere i gaderne mod dårlig ledelse af klubben, synge slagsange om mere lighed og næstekærlighed i samfundet, sving med republikkens trikolore og anarkisternes sort/røde fane, så ved man, at man er landet et sted, hvor fodbold og klubemblem betyder noget i et samfund, der ikke har meget andet at glæde sig over.

- Det er dét, der er vigtigt for mig, når jeg går til fodbold. Jeg vil hellere ind at se en 1. divisionskamp på Viborg Stadion og stå med 200 fans, hvor fodbold betyder noget, end jeg vil sidde på Camp Nou sammen med 20.000 fodboldturister og se en bedre kamp, forklarer Jan Jensen.

Klubben hjalp en kvinde i nød
I klubben og hos Los Bukaneros er der meget empati og solidaritet for de dårligst stillede i samfundet.

Et bevis på dette er, at Rayo-tilhængerne op til hjemmekampene organiserer indsamlinger af mad og tøj på stadion til de fattigste i Vallecas-kvarteret.

I 2014 viste klubben sig igen fra en positiv side. En 85-årig kvindelig borger fra Vallecas stod til at blive smidt ud af sin lejlighed, hvor hun havde boet siden 1960'erne. Klubben blev opmærksom på historien og endte med at betale for lejligheden, så hun kunne blive boende et godt stykke tid ud i fremtiden.

- Vi kommer ikke til bare at stå her og ikke foretage os noget. Vi vil hjælpe denne kvinde - ikke bare mig, men hele trænerteamet og spillerne, sagde daværende træner Paco Jemez.

COPA90 satte for nogle år siden klubben under lup og talte med både fans og journalister om, hvad der gør klubben så speciel. Se denne video og bliv meget klogere på klubben fra Vallecas.

https://www.youtube.com/watch?v=jYHi8PudfTE

Kilder: The Guardian, Working Class Heroes: The Story of Rayo Vallecano, Marca, AS.

mikkel@bold.dk