Barcelona røg tirsdag aften ud af Champions League, og da Valencia torsdag røg samme vej i Europa League, er en vild spansk dominans i Europa slut – i hvert fald for en stund.
Har vundet ni af de sidste ti finaler
De spanske holds dominans de seneste fem sæsoner er markant.
De seneste fem udgaver af Champions League er vundet af spanske hold; Real Madrid med fire triumfer, hvor af de to blev vundet med sejre over Atletico Madrid, mens Barcelona vandt den sidste.
I Europa League har fire af de seneste fem udgaver af turnerigen haft spanske vindere – Sevilla med tre sejre og Atletico Madrid med én.
I år brydes den vilde dominans dog, da Liverpool møder Tottenham i finalen, mens Chelsea og Arsenal mødes i Europa League-finalen.
13 titler det seneste årti
Spanske klubber har fordelt 13 af de 20 titler, som er uddelt det seneste årti i Champions League og Europa League.
I Champions League har spanske klubber vundet syv af de seneste ti, da Real Madrid har vundet den fire gange, i 2014, 2016, 2017 og 2018, mens Barcelona har vundet den tre gange, i 2009, 2011 og 2015.
Inter, Chelsea og Bayern München har vundet de sidste tre pokaler det seneste årti.
I Europa League havde spanske klubber før denne sæson vundet fire af de seneste fem udgaver af turneringen, og i de seneste ti sæsoner har spanske hold vundet turneringen seks gange.
Sevilla og Atletico Madrid har således vundet turneringen tre gange hver siden 2009, mens de øvrige vindere af turneringen var Shakhtar Donetsk, Porto, Chelsea og Manchester United.
England gør rent bord
Mens finalerne ikke har spansk deltagelse, kan jublen bryde løs i England.
Begge finaler har deltagelse af to engelske hold, og det er første gang i historien, at det er fire klubber fra samme nation, som er i de to finaler.