Ansu Fati kan få debut for Spanien, når de møder Tyskland i Nations League den 3. september.
Den 17-årige FC Barcelona-spiller er nemlig udtaget til Luis Enriques første landsholdssamling, siden Enrique gjorde comeback som landstræner efter en pause grundet datterens død.
Den spanske landstræner har med god grund store forventninger til Fati.
- Jeg kender Ansu virkelig godt, på grund af det hold han spiller for. Han har det forventede niveau, selvom han ikke har spillet meget. Hans tal er fantastiske. Kun Messi har en bedre ratio i forhold til mål pr. minut.
- Det er noget, der viser, hvilket utroligt talent, han har. Jeg har ikke noget problem med at indkalde unge spillere. Han har alt, og han er en del af vores nutid. Det er meget vigtigt, at han er her, siger Enrique på torsdagens pressemøde ifølge Sport.
Hvilken statistik som Luis Enrique præcist henviser til skal være usagt. Ansu Fati scorede i denne sæson et mål hvert 142. minut.
Til sammenligning er det tal eksempelvis 72 for Robert Lewandowski og 124 for Lionel Messi i denne sæson ifølge Transfermarkt.com.
Til gengæld er Ansu Fatis målsnit bedre end Lionel Messis gennembrudssæson, uanset om man regner det for at være 2004/05 eller 2005/06-sæsonen, hvor argentinerens målsnit var på henholdsvis et mål hvert 238. minut eller 177. minut.


Barcelona
Spanien


































