Tidligere på ugen landede der en stor nyhed i belgisk fodbold.
Anderlecht-formand Wouter Vandenhaute havde valgt at tilbyde sin afgang efter en række stridigheder og dårlige resultater.
Siden skulle det besluttes, om Vandenhautes opsigelse ville blive accepteret, og det blev den.
En enstemmig bestyrelse har således accepteret 63-årige Wouter Vandenhautes opsigelse.
Majoritetsaktionær i Anderlecht, Marc Coucke, havde allerede indikeret, at han ville stemme for Vandenhautes afgang.
Alle fulgte trop.
Vandenhaute selv var ikke til stede ved mødet, da han i øjeblikket er på ferie i Genève.
Han forbliver på papiret i rollen som Anderlehct-formand, indtil der er fundet en afløser, men han har ikke længere noget at skulle have sagt.
Det skriver HLN.
Bruxelles-klubben har de senere år været inde i en række mindre økonomiske kriser, og årets manglende deltagelse i Europa har også efterladt et hul i klubkassen.
Netop det var stærkt medvirkende til klubbens salg af Kasper Dolberg.
Wouter Vandenhaute kom til Anderlecht i 2021, hvorefter Brian Riemer og Jesper Fredberg blev hentet ind. Nu er de alle tre fortid i klubben.
Vandenhaute har længe været en upopulær skikkelse blandt klubbens fans, der ofte har fremvist bannere, der krævede Vandenhautes afgang.


Anderlecht
Jupiler Pro League




































