
Der er rift om pladserne i Superligaen næste sæson i Betinia Ligaens oprykningsspil.
Her ligger særligt klubberne Lyngby, Esbjerg, Hvidovre og Hillerød side om side i det, der ligner en rigtig tæt kamp om opryknin til landets bedste fodboldrække.
Fredag aften var der direkte duel om andenpladsen, da Hvidovre gæstede Esbjerg på Blue Water Arena.
Et opgør, som Hvidovre fik den bedste første halvleg i, men gæsterne formåede ikke at finde netmaskerne.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det gjorde Esbjerg til gengæld, da Muamer Brajanac i anden halvleg fik chancen fra kort afstand efter lidt uro i Hvidovres bagerste geledder.
Den 25-årige angriber kunne fra nært hold udspille Anders Ravn, der kort forinden havde været langt ude af sit felt for at cleare, og det blev til kampens enlige mål i en 1-0-sejr.
Dermed rykker Esbjerg forbi netop Hvidovre og ligger sig lige i haserne på Lyngby, som lørdag møder Kolding.
Hillerød kan da også spille sig forbi Esbjerg med en sejr over Horsens lørdag, og på den måde er alt fortsat i spil med ni tilbageværende runder i landets næstbedste fodboldrække.

Esbjerg fB
Hvidovre IF
Betinia Liga





































