I januar overvejede den tidligere Superliga-profil Ken Ilsø at vende tilbage til Danmark efter en periode hos kinesiske Guangzhou R&F og efterfølgende et ophold i Filippinerne.
Men i stedet skrev han med Home United i Singapores S.League, og her er Ilsø en stjerne i ligaen og en ansigt udadtil i S. Leagues forsøg på at genetablere sig.
- Niveauet er stigende i singaporeansk fodbold efter en faldende tendens gennem længere tid. Det kan sammenlignes med det, man i business-verdenen, kalder for en 'turn-around'. Det er ikke det letteste tidspunkt, jeg har valgt at træde ind i projektet, men der er masser af udfordringer, og det er spændende, siger Ilsø til bold.dk og fortsætter:
- Generelt er det en liga, hvor holdene er bygget op omkring tre udlændinge, én i hver kæde og så suppleret med lokale spillere og unge. Der er i Home United, som den første klub, blevet opbygget et akademi, fordi man ligesom i for eksempel Kina forsøger at opbygge egne unge talenter for at højne niveauet på lokale spillere på lang sigt.
- Spillemæssigt er den helt anderledes end Europa. Der er et helt andet klima med høj luftfugtighed og varme. Det gør rent fysisk, at der til tider spilles meget langsomt, hvorefter spillet eksploderer og spilles i meget højt tempo. Så jeg vil sige, at kampene mere foregår i ryk, i stedet for i Danmark og Tyskland, hvor der er et generelt mere stabilt tempo hele kampen igennem, siger Ilsø og tilføjer om en af de store udfordringer:
- Der var for en del år siden mange tilskuere på stadion, fordi ligaen var slået sammen med den malaysiske liga. Det skabte en del 'fjende-opgør' og pustede til den nationalistiske følelse. Det fik folk til at flokkes på stadion. Sidenhen er ligaen kun for singaporeanske hold kombineret med et malaysisk hold og et fra Brunei. Det har desværre fået folk til at blive væk.
Ilsø er topscorer for Home United og en af stjernerne i en liga, hvor det ellers er kroater, brasilianere, japanere og briter, der udfylder udlændingekvoterne, og hvor den tidligere Blackburn-manager Steve Kean står i spidsen for førerholdet Brunei DPMM FC.
- Personligt er det gået rigtig godt. Jeg startede med lyn og torden med fire mål i fire kampe. Så røg jeg ind i en lille skade, der holdte mig ude i et par måneder. Efter jeg er kommet tilbage, er jeg så fortsat med score og har sammenlagt scoret 11 mål og lavet 9 assists i 17 kampe i alle turneringer.
- Så jeg har selvfølgelig fået en stor rolle, både på banen, men også som ansigt udadtil for singaporeansk fodbold. Samtidig er det bidragende til min menneskelige profil at være en vigtig del af et genopbygningsprojekt. Denne vigtige rolle havde jeg også forventet. Jeg har fået en enorm selvtillid at at være en så vital del af holdet. Men jeg får intet foræret. Modstanderne ved, de skal holde øje med mig og stække mig, hvis de vil slå os, siger Ilsø og tilføjer:
- Derfor har jeg tit mandsopdækning på i kampene. Så jeg er kreativ og bevægelig for hele tiden at udnytte mine forcer og skabe plads til mig selv. Der har min udholdenhed rent fysisk fra Europa været en fordel. Jeg kan løbe dem trætte ved at holde højere tempo gennem flere perioder i kampene. Vi er indtil videre ubesejret i ligaen, når jeg har været med fra start.
Du kan læse mere om Ken Ilsøs eventyr i Singapore senere i denne uge. Her handler det blandt andet om Ilsøs bijob som tv-ekspert og offensivspillerens tanker om fremtiden.
mikael@bold.dk



Lion City Sailors FC
S.League































