Sivert Heltne Nilsen blev i sommeren 2019 solgt fra AC Horsens til svenske Elfsborg, og det skete nærmest fra den ene dag til den anden.
Sivert Heltne Nilsen fortæller til svenske Fotbollskanalen, at han er glad for sin nuværende tilværelse i Elfsborg og fokuserer udelukkende på den svenske klub. Han nævner dog, at han har oplevet, at tingene i fodbold hurtigt kan ændre sig.
- Jeg ser frem mod den her sæson i Elfsborg, men i fodbold har jeg oplevet, at det kan gå meget hurtigt, så at man skal pakke sine ting igen, som da jeg var i Danmark. Jeg er en spiller, som har ambitioner om at nå så langt som muligt på det højst mulige niveau, hvilket, jeg tror, er vigtigt for alle spillere, siger Sivert Heltne Nilsen og fortsætter:
- Hvis man ikke vil lykkes og ikke hele tiden arbejder for at tage næste skridt til næste niveau, tror jeg, at man ikke kan præstere på det niveau, som klubben forventer. Jeg tror derfor, at det er vigtigt at have ambitioner, og det har jeg.
Norske Sivert Heltne Nilsen nåede at få 29 kampe for AC Horsens i Superligaen, hvor han fik æren af at bære anførerbindet.
Den 28-årige nordmand har kontrakt med Elfsborg til 30. november 2023.


Elfsborg
Allsvenskan





























