Betrideildin -Færøsk klub forlænger med dansker: Maksimalt en fejl per sæson
Foto: B68 Toftir
2022-11-07 14:51:01
Foto: B68 Toftir

Færøsk klub forlænger med dansker: Maksimalt en fejl per sæson

B68 Toftir forlænger kontrakten med den danske målmand Benjamin Schubert. Keeperen siger til bold.dk, at han har præsteret godt og laver maksimalt en fejl per sæson. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Den danske keeper Benjamin Schubert har stået mellem stængerne for B68 Toftir i de sidste seks kampe af den bedste færøske række, og han var blandt andet med til at redde klubben fra nedrykning. 

Efter sæsonen stod danskerens kontrakt til at løbe ud, men de gode præstationer har båret frugt for Schubert. 

Den færøske klub har nemlig valgt at forlænge kontrakten med ham, så den gælder resten af 2023, siger Schubert til bold.dk. 

- Helt generelt har det været fantastisk i de seks kampe, som jeg har spillet. Det er helt klart en beslutning, som jeg har taget med hjertet. 

- Nu er det været hektisk i to et halvt år, efter jeg brækkede mit kraveben med forskellige klubber i udlandet og ikke så meget spilletid. Der er også noget mentalt i det at vide, at man hele tiden har kontraktudløb. Det har også været en prioritet at få styr på det inden jul. 

- Oftest har jeg gået til midten af januar eller starten af februar og ikke vidst, hvad filen det skulle blive til. Det er rart at få styr på det. Jeg har det rigtig godt, og jeg kender klubben ganske godt, siger Benjamin Schubert til bold.dk og tilføjer.

- Det vigtigste er, at jeg bliver bedre. Jeg frygtede, at jeg kom op til en dårlig målmandstræner på Færøerne, men det har vist sig stikmodsat. Jeg har en sindssygt dygtig målmandstræner og et godt trænerteam. 

- Jeg kan se fra træning til træning, at jeg bliver bedre, og jeg kan se, at mine holdkammerater, når de har indfundet sig med min lidt hårde lederstil på banen med råben og skrigen, at de også bliver bedre. Vi højner niveauet og bliver mere professionelle. 

26-årige Schubert siger, at han generelt er rigtig godt tilfreds med sine præstationer, og det har fået klubben til at handle. 

- De ved, hvad de får af mig. Jeg laver maksimalt en fejl på en sæson, hvilket, jeg vil sige, er godt af en målmand, siger Benjamin Schubert til bold.dk.

Schubert har udover SønderjyskE også en fortid i Silkeborg, Kjellerup, Jammerbugt, Kolding og ukrainske Olympic Donetsk. 

B68 Toftir endte som nummer seks i Betri Deildin.

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce