24-årige Michael Falkesgaard skiftede for et halvt år siden Brøndby ud med OB, hvor han hurtigt tog pladsen i buret. Men så blev han ramt af en korsbåndsskade i august måned, som forventes at tage otte-ni måneder at komme sig over.
Det er derfor ikke sikkert at Falkesgaard kommer i kamp mere i denne sæson. Han har heller ikke selv lyst til at sætte tidshorisont på i forhold til et comeback, for han vil ikke forcere noget.
- Det er muligt, at jeg kan komme i kamp i foråret. Men det er svært at sige, for det kommer også an på om min genoptræning bliver ved med at gå godt, eller om jeg bliver sat lidt tilbage. Det er en mulighed, men jeg ønsker ikke at forcere noget. Jeg fokuserer bare på at blive helt klar, siger han til bold.dk.
- Men lige nu ser det godt ud og jeg er der hvor jeg skal være i min genoptræning. Jeg glæder mig bare til at komme tilbage og kunne lave endnu mere end jeg kunne før.
OB-keeperen fortæller, at det er hårdt at sidde ude så længe, men at han regner med at komme stærkere ud på den anden side.
- Det er rigtig hårdt, men det handler om at komme op på hesten igen og rejse sig. Men det er ikke fedt, ikke at kunne spille fodbold. Der er nogle faser man går igennem, hvor man er sur og synes det hele er noget lort, men man bliver også stærkere af det mentalt. Man sætter mere pris på de små ting og hvor priviligeret man er, men det er hårdt til tider.
Og så kan man bruge holdkammerater og andre spilleres oplevelser. Det kan hjælpe, fortæller Falkesgaard, som selv har talt med flere, som har gennemgået det samme.
- Holdkammeraterne er altid vigtige, man kan trække ekstra på dem i sådan en situation. Jeg har selv været rundt og tale med spillere, der har været igennem det samme, så det er rart at vide lidt om hvad man har at se frem til.
- Det er meget individuelt hvordan ens skade er, men det hjælper meget at høre andres oplevelser. På den måde kan man se, at der er nogen der er kommet igennem det, klarer det godt og er kommet tilbage.
Michael Falkesgaard nåede fire kampe i OB-målet inden han måtte lade sig udskifte med skaden i 2-2-kampen mod AGF.
bold@bold.dk


OB
3F Superliga





























