Brøndby IF har fredag præsenteret nye ejere i klubben, og det viste klubbens fans deres umiddelbare utilfredshed med i løbet af dagen, som du kan læse mere om her.
Klubbens fanrepræsentant i bestyrelsen har vidst, hvad der var i vente i et halvt år, men han har ikke kunnet fortælle om det før nu.
Derfor er han først og fremmest glad for at kunne bryde tavsheden og starte dialogen med fansene, men han sætter undervejs i et interview med TV3 Sport ord på, at han også er bekymret for, hvad det nye ejerforhold kommer til at betyde.
Er du bekymret for, om det her kan skabe større splittelse i klubben, som vi har set tendens til i den seneste tid?
- Ja, det er jeg meget, meget bekymret for, siger fanrepræsentant i Brøndbys bestyrelse, Claus Bjørn Billehøj, og fortsætter.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg er meget bekymret for, at der kan komme nogle brud her, som kan være svære at overkomme.
- Det er også derfor, som jeg nævnte på pressemødet, at de værdidebatter, der har været, er en anledning til at samle og en erkendelse af, at der er positioner, men der er også en kærlighed til Brøndby, der er så stærk og dyb, at vi må lykkes med at overkomme.
- Og man kan sige, at hvis jeg skal måles på noget, så er det, at vi har max dialog med hinanden i nogle rammer, som er ansvarlige og positive, og så må folk gøre op med sig selv, hvad de vil.
- Men vi må insistere på dialog mellem alle hele vejen rundt om stadion.
Du kan se hele interviewet øverst i artiklen.